Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 6. juni 2025
Og Stella smilede atter med sit trætte Smil. I Middagsselskaber satte hun sig altid paa den modsatte Side af Høg, langt borte. Men medens hendes Herre konverserede hende, saá hun ofte med et sky, hurtigt Blik op langs Bordet til Manden. Han sad med Aarerne svulmende i Panden og røde Kinder. "Deres Mand er jo som forynget," sagde Præstens Frue, "han er bleven ti Aar yngre i den sidste Tid.
Ansigtet var roligt, men om Munden dvælede en tavs Smerte, som om den Døende var gaaet bort med et undertrykt Suk. Nina holdt Lampen op og lagde et klart Klæde over den Dødes Ansigt. Ude i Spisestuen stod de optrukne, halvt fulde Champagneflasker i en lang Række. Høg kom hjem, rød i Hovedet, Aarerne i hans Pande svulmede.
Aarerne . . . De skal drive, sagde Mikkel i en ubehersket vredagtig Tone. Jeg vil tage dig fra Otte Iversen. Aa nej, Mikkel, Mikkel! Aa nej, bad hun forfærdet, hun klagede sig og græd højt, hun slæbte sig et Par Skridt paa Bunden af Prammen og vred sine Hænder op imod ham. Sæt dig ned! sagde Mikkel barsk. Hun satte sig lydigt, bøjede Hovedet dybt ned i Hænderne og græd. Mørket faldt paa.
Men denne Gang passede han paa og manøvrerede omhyggeligt med Aarerne. "Forsigtig, ganske langsomt, endelig forsigtig," formanede Thomas, der selv stod og halede ind paa Snøren. Johannes, der var puffet til Side, sad paa Toften og vidste ikke, hvad han skulde gøre med sine Hænder.
Aarerne stod spændt og svulne paa hans Pande, hans Ansigt dirrede, hans Mund savlede, og Stemmen skælvede, saa han knap kunde faa Ordene frem. "Gaa, gaa," skreg han. Og uvilkaarlig veg Præsten tilbage. "Gaa, gaa," hylede han. Det var, som skulde han styrte om i Krampe. Da vendte Præsten sig og gik skamfuld bort.
Thomas laa paa Knæ paa Bunden af Baaden og holdt i Linen, medens han stirrede ondt paa Fisken. Han kunde ikke mer. Johannes sad og gloede raadvild paa den mægtige Fisk. Men Elias smed Aarerne og havde allerede faaet det ene Ben over Toften. Saa slap Thomas Taget og lod Fisken gaa, først langsomt, saa hurtigere og hurtigere. Den gik til Bunds som en tung, tung Sten, medens Linen hven over Rælingen.
Zigøjnerblodet prikkede hende i Aarerne, og der gik ikke en Dag til Ende, uden at hun mindst ti Gange tænkte paa at flygte bort fra den hele borgerlige Herlighed og tage fat paa sin gamle, fuglefri Haandtering. Men endnu sad hun fast. Der var saameget, der bandt hende: det dejlige Hjem, den pragtfulde Mand, Heste, Vogne, Kusk, Tjener, Guld og Ære. Og alligevel, alligevel!
Brændingen skvulper monotont imod Stenene paa Stranden; Fartøiet sætter af; Klokken slaaer Tolv i Byen; Soldaten paa Broen sender et langtrukkent: "Skildvagt, giv Agt!" ud efter as; Aarerne slaae deres eensformige Takt i Vandet, og snart ere vi ombord i Korvetten.
Og det er, at det eneste, som vi med Bestemthed kan sige, er det, at det var dig, den slap fra. Akkurat sku." Og idet han atter lænede sig tilbage og tog et langt Tag med Aarerne, føjede han til lidt sagtere, ligesom for sig selv: "Hvis det da har været en Flynder." Skrattende røg Blyloddet ind over Rælingen med den lange Jernbue, fra hvis Ender Snørerne med Krogene hænger ned.
De to andre blev opmærksomme. Elias lod Aarerne hvile og bøjede sig spændt forover. Og Johannes, der lige havde faaet sin Torsk ind i Baaden, gav sig ikke engang Tid til at tage Krogen ud, men lod baade Snøre og Torsk falde ned i Baaden, idet han rejste sig. "Er den der?" spurgte Elias. "Gu' er den saa," lød Svaret fra Thomas, der stod bøjet over Linen. "Den er stor, hvad?"
Dagens Ord
Andre Ser