United States or Albania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hans Hoved slog imod Gulvet, og han bevægede sig ikke igen. Nikola bøjede sig ned over ham og overbeviste sig om, at han virkelig var bedøvet. Saa gav han mig Tegn til at give sig Nøglen, og da Døren var aabnet, gik vi gennem den og lukkede den efter os, idet vi laasede den paa den anden Side. Saa styrtede vi ned i Dalen saa hurtigt, som vi kunde. Flugten.
Jeg bankede paa Døren, som var stænget, men fik intet Svar i flere Minutter. Jeg begyndte at spekulere paa, hvorledes jeg skulde tiltrække mig Beboernes Opmærksomhed, da jeg endelig hørte Trin af bare Fødder i Stenkorridoren; efter megen Famlen blev Døren aabnet, og en Mand viste sig. Et Blik sagde mig, at det ikke var den Person, jeg søgte.
-Ja, vil Hojaervaerdigheden laese, bad de alle, mens de satte sig rundt om Bordet, og Provsten fik aabnet Bladet for den tredje; Depecherne var kun de kendte, men der var en Korrespondance fra Dannevirke i "Bladet" den kunde han laese; -Ja, laes, laes, raabte de alle.
Nøgleknippet faldt fra hans sunde Højre ned i Hans Excellences Haand, der kun var halvt aabnet: -Dér er Nøglen til Pengeskabet. -Anvisningsbogen ligger i Rummet til venstre. Hans Excellences Hænder var saa kolde som Jernet, hvorom de tog, mens han aabnede Skabets Dør. Men han fandt sig tilrette i dets Rum, som havde ogsaa hans Hænder færdedes der hver Dag.
Hvor er da de Mennesker henne! Hun blev altid greben af stor Vrede, naar der ikke øjeblikkelig mødte nogen frem for at tage imod hende. Men nu blev Døren til Forstuen hurtig aabnet, og Pastorinden og Clara viste sig under Slyngroserne. Velkommen, velkommen, Deres Naade! sagde de med smilende og glad overraskede Ansigter. Naa, endelig har man da den Ære! sagde Baronessen.
Saa førte han mig straks ud paa Gaden, ned ad et Stræde, op ad et andet, indtil vi standsede ved et af de største Huse i dette Kvarter. Min Fører var øjensynlig godt kendt, og da Døren blev aabnet, prøvede Dørvogteren ikke paa at hindre os i at gaa ind, men lod os roligt gaa ind i et ret stort Værelse, der vendte ud til Gaarden.
"Naa, det er godt, saa maa vi vente, til Manden kommer. Lad os haabe, det ikke varer længe." Vi ventede i næsten tre Kvarter uden at høre nogen Lyd. Minutterne syntes saa lange som Aar, og jeg tror ikke, jeg nogensinde i mit Liv har følt mig saa lettet, som jeg gjorde, da jeg hørte Døren ovenover Trappen blive aabnet og dernæst Lyden af Sandaler, medens Munken kom ned ad Trappen.
Den unge franske Republik har aabnet en Kamp mod Klerikalismen. Den var nødvendig; intet Menneske, der virkelig hører vor Tid til, kan nære nogen Tvivl i saa Henseende. Men det er et stort Spørgsmaal, om den franske Regering ikke i Iveren for sin Sag gaar baade videre og med hurtigere Skridt, end det er klogt og hensigtsmæssigt.
Pludselig sagde hun: -Hent Sofie; og holdt, med et Greb af sin Haand, Mantillen sammen om sig, mens hun, uden Støtte, gik gennem Stuerne ind i Sovekamret. Hun havde aabnet sit Chatol og sad, med Hænderne i Skødet, foran et lille Træskrin, der stod paa Klappen, da Sofie kom ind i Sovekamret, hvor Gardinerne var rullede ned og der var halvmørkt.
Ida sad paa Kaféen, foran Ilden, ved Siden af det dækkede Bord, da det tog i Døren og hun rejste sig Rødmen fløj helt ned over hendes Hals men det var kun Hr. Ellingsen, der bragte et Brev. Ida fik det aabnet og læst, straks, mens hun stod oprejst, midt paa Gulvet, og der kom saadan et underligt Jag inde i hendes Bryst. Jeg maa for Skams Skyld ride med Smørret nu til Morgen. Vi ses. Karl.
Dagens Ord