Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 27. juni 2025
Som jeg siden fik at vide, havde man nemlig antaget den heftige Maade, hvorpaa jeg havde reist mig, for Signal til almindelig Opbrud. Jeg ærgrede mig høiligen derover, men havde dog den Trøst, at den Lysblaaøiede beklagede af ganske Hjerte, at jeg var bleven afbrudt, thi alene ved at høre Begyndelsen, sagde hun, kunde hun mærke, at det maatte blive en udmærket Tale.
Herregud, naar man blot ikke gjør noget Ondt!« Det ærgrede mig, at vi skulde være Gjenstand for en moralsk Overbærenhed, som vi ikke trængte til, og især at der blev lagt et uædlere Indhold i denne Scene, end den fortjente. Minna maa have følt noget Lignende; thi medens hun knappede den øverste Knap, trak hun paa Skuldren og mumlede med en komisk Fortrydelighed:
Forresten behagede den langagtige engelske Type mig ikke særlig jeg havde et andet Ideal i Hjertet og min Koldsindighed ærgrede ofte mine Kammerater, der ansaae den for Hykleri. Endelig lærte jeg en ung Pige at kjende, der gjorde et vist Indtryk paa mig, og om hvem min Onkel snart erklærede, at hun ikke var ligegyldig overfor mig, en Paastand, som unægtelig smigrede mig i høi Grad.
Men den evindelige Vestenvind forhindrede Kaptajnen i at holde den rette og direkte Kurs, og det ærgrede ham, at Fru Weldons Rejse derved blev forsinket en Del.
Han kom tæt hen til mig. "Fordi," vedblev jeg, "hvis det er det, tror jeg, at hvis det altid er Begyndelsen saa bryder jeg mig ikke om at begynde jeg har ikke den mindste Smule Lyst til at kysse nogen jeg vilde simpelthen hade det." Hr. Carruthers lo. "Aa, De er, naar alt kommer til alt, kun et Pattebarn!" sagde han. Det ærgrede mig. Jeg rejste mig med stor Værdighed.
Naar han sad deroppe bag sin Pult, blev han greben af en mild og styrkende Kedsomhed, der kvalte alle Længsler og forjog alle usunde Drømme. Men idag kunde han ikke ret falde til Ro. Han saa for sig Anna og Bøg, som de sammen gik ned ad Gaden fra Kaféen. Denne Bøg han ærgrede sig i stigende Grad over ham, saa ugenert selvskreven han havde teet sig, han med sine store, daskende Hænder.
De fulgte mig begge ned ad Galleriet, og vilde begge absolut tænde et af Lysene i den lange Række blanke Sølvlysestager, som stod i Vestibulen, og de præsenterede mig dem med stor paatagen Ærbødighed. Det ærgrede mig, jeg véd ikke hvorfor, og jeg blev pludselig iskold og afslog dem begge, medens jeg igen sagde stift Godnat og gik op ad Trappen paa min stateligste Maade.
Denne Portraiteren uden Tilladelse ærgrede mig lidt, men Stephensen smilede der kunde unægtelig være noget Indtagende i hans Smil og pegede med Blyanten hen paa Minna. »Er det virkelig til hende, han vil tegne mig,« tænkte jeg, »det var et underligt Indfald, men i Grunden ganske kjønt.« Og jeg sad saa stille som en Mus, lyttende til Tonerne. Det ene Præludium fulgte efter det andet.
Dagens Ord
Andre Ser