United States or Lebanon ? Vote for the TOP Country of the Week !
Thi et Held er det jo, og det være langt fra mig at tilregne dem det som nogen særegen Fortjeneste, at de have bestaaet, nei Ære den, som Ære bør ikke for Christopher og Frederik udbringer jeg denne Skaal, men for de klare Øine og de venlige Smil eller hvad jeg vilde sige, for =Professoribus et Censoribus= ved de to Universiteter, hvorved de have bestaaet deres sidste og vanskeligste Examen!«
Du gjorde ham en kort Tid ringere end Engle; med Herlighed og Ære kronede du ham; alle Ting lagde du under hans Fødder". Idet han nemlig underlagde ham alle Ting, undtog han intet fra at være ham underlagt.
De sidste Hoveder forsvandt under Vandet, der atter flød roligt og glitrende i Fakkelskæret. Intet Tegn efterlod det paa den Rædselsgerning, det var blevet benyttet til. Men under dets Overflade laa Ligene af de hundrede Ofre, der var omkommet til Kongen af Kazonndes Ære. De døde lever.
-Ja, sagde Sundt og vendte sig atter for at sé paa ham. Hvordan? -I skulde lære den vanskelige Kunst at være smaa, sagde han; og meget alvorligt, mens han betragtede Skovriderens Portræt tilføjede han sagtere: Og i Stilhed ære dem, der døde for vor sidste Vildfarelse. Der var stille i Stuen en Tid, til Sundt i en anden Tone sagde: -Og hvad vil nu De, Berg? -Hm vel skrive videre, sagde Berg.
En Herre med store Whiskers rejste sig fra en Stol. -Det er Grevinden af Waldeck, med hvem jeg har den Ære? sagde han. Priorinden nikkede og satte sig paa en Stol ved Døren. Hun vilde være falden ellers. -Ja. Det er mig. De ønsker at tale med mig. Vil De tage Plads. -Ja, Deres Naade.
Men Evighedens Konge, den uforkrænkelige, usynlige, eneste Gud være Pris og Ære i Evighedernes Evigheder! Amen.
Og jeg så en anden Engel flyve midt oppe under Himmelen, som havde et evigt Evangelium at forkynde for dem, der bo på Jorden, og for alle Folkeslag og Stammer og Tungemål og Folk, og han sagde med høj Røst: Frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen, og tilbeder ham, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.
Zigøjnerblodet prikkede hende i Aarerne, og der gik ikke en Dag til Ende, uden at hun mindst ti Gange tænkte paa at flygte bort fra den hele borgerlige Herlighed og tage fat paa sin gamle, fuglefri Haandtering. Men endnu sad hun fast. Der var saameget, der bandt hende: det dejlige Hjem, den pragtfulde Mand, Heste, Vogne, Kusk, Tjener, Guld og Ære. Og alligevel, alligevel!
Min Fader Jakobæus, hin habile Gymnastiker, der avlede mig paa et Klubbal plum, plum! midt imellem Lancieren og Françaisen avlede mig med den stolte Frøken Natalia fra Havslunde, der var forlovet med en Godsejer, blev gift med en Bankier og døde af Kræft plum, plum! i Leveren i sit Palæ paa Champs Elysées ...? Thi Du skal ære din Fader og din Moder, staar der, og Du skal frygte din Gud og elske dit plum, plum!
Jeg havde den Ære at bortføre hans Datter fra Sydney, og jeg indespærrede hans Svigersøn i Port Said. Naturligvis kender jeg ham. De ser, at jeg ogsaa er aaben lige over for Dem." "Ja, umaadelig! Undskyld Udtrykket men var det ogsaa en ganske fin Historie?" "Det afhænger af, hvad De anser for en fin Historie. For Dem f.
Dagens Ord