United States or Seychelles ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da de naaede Raadhuset, gik de over Gaarden og ned gennem Kælderen. -Hm, sagde Herluf i en besynderlig Trang til at forstille sig, og spøge: De holder underjordiske Gange her. -Ja, sagde Betjenten kort, og de gik videre gennem Gangen, hvor deres Fodtrin lod stærkt mod Fliserne frem langs de hvidtede Vægge. Ad en lille Trappe kom de op foran Chefens Dør.
Men Regissørens Klokke gik som sædvanlig og de hørte Forspillet og Koret af Fyrstinde Artemisias Hofdamer: En Kop endnu, om jeg maa be'. En Kop endnu! Nej vil man sé hun drikker tre Tre Kopper Thé. Der blev banket let paa den modsatte Dør, og Betjenten gik ud. -Hvor er han? sagde Frøken Hansen, strækkende sig hastigt frem over Bordet, hviskende, som hun ikke turde tale.
Rowan, slet ingen nævneværdig Kapital at begynde med: -Kun Deres Faders gode Navn, sluttede han. Han rettede endnu et Par Spørgsmaal til Berg om Driften, og Forhøret var forbi. Adolf havde allerede med Betjenten vendt sig for at gaa, da han begreb, at han og Berg skulde ikke mere sés: han vendte sig hastigt et Nu og strakte som bedende Haanden halvvejs frem; hvert Træk i hans Ansigt sitrede.
Han hørte Smæld af Butiksskilte, Klirren af Lygteglas, Vinden straalede om Hushjørner og kiggede Damerne voldsk under deres Skørter, Betjenten maatte spænde Hjælmen fast paa sit forblæste Hoved, oppe i Telefontraadene var der en Koncert som af Hundreder af Pibeinstrumenter, tju-u-hvitsch! ... Aa #da# steg der gennem alle hans Aarer en boblende Længsel efter Kysten ved det aabne Hav, hvor der frit kunde drages Aande i Stormen.
Betjenten gik frem over det maattebelagte Gulv, og de ventede alle tre tavse, til Døren blev lukket op igen. Hr. Rowan spurgte, og de svarede efter Tur. Det begyndte med Martens. Det gjaldt om at fastslaa Udviklingen for at komme til Klarhed om Grænsen og Omfanget af Falsknerierne. Man maatte kende Midlerne, Kapitalen, med hvilken der fra Begyndelsen var arbejdet.
Ogsaa Betjenten havde sat sig. Han rokkede lidt efter lidt med Hovedet, med, et ret muntert Ansigt, i Takt til Musiken, da Døren gik op, og de alle stod op. Det var Chefen. Han lukkede Døren efter sig og sagde efter et lille Øjebliks Stilhed med sin ejendommelige, varsomme Stemme: -Ja, det er jo i alt Fald en Fallit. Herluf bøjede Hovedet, han kunde ikke svare.
Og før Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan tale, greb Herluf Adolfs Haand saalænge han levede, vilde Berg mindes denne Haand, saa stiv og kold som en Døendes og lagde et Øjeblik sit Hoved ind mod hans Skulder: -Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne pludselig sprang frem af hans Øjne, de »Papirer« har vi jo alle været med at skrive paa. Adolf var ude, Døren lukket.
Rowan konfererede med Betjenten de talte begge dæmpet, som Læger i en Sygestue: Og det var godt, om De gik ned til Prøven, sagde Hr. Rowan. -Ja. Herluf vendte sig. Han saa' hverken Gulv eller Væg. Ude paa Gangen sank han sammen et Øjeblik ved Gelænderet. Ogsaa foran Spenners Dør stod der en fremmed Mand, som maalte ham. Herluf gik ned.
Saa løftede han Ansigtet og vendte sig mod Betjenten: -Vil De sige dem, at vi kører til Centralbanken, sagde han. Om de vil vælge et Par til at følge med. Han blev atter rolig, og han overvejede alle Enkeltheder. Det var den eneste Udvej: Personalet maatte have Gager nu før Jul maatte de i hvert Fald have Gager.
Dagens Ord