United States or United States Minor Outlying Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Berg havde forbudt ham at gaa ind, han sad tankeløst og klippede mekanisk Aviser i smaa Stumper; han blev ved at sige et Digt frem, som han havde til Skolen, ganske sagte, mens han klippede ... Men han hørte ikke de Ord, han selv hviskede; hans Liv laa i det Øre, med hvilket han lyttede til den Døendes Rallen bag den tiltrukne Portière.
Og før Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan tale, greb Herluf Adolfs Haand saalænge han levede, vilde Berg mindes denne Haand, saa stiv og kold som en Døendes og lagde et Øjeblik sit Hoved ind mod hans Skulder: -Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne pludselig sprang frem af hans Øjne, de »Papirer« har vi jo alle været med at skrive paa. Adolf var ude, Døren lukket.
Og fattende første Gang alt, hvad hun nu skulde miste sank Ellen Maag hulkende ned foran Sengen. Bedstemoder, Bedstemoder! Og i afmægtig Sorg greb hun den døendes Hænder og hun kastede sig frem over Sengen: Bedstemo'er, hvad skal vi dog gøre? Bedstemoder, dø ikke Den døende løftede Hovedet, begge de famlende Hænder vilde fatte om Ellens Hoved, og hun nærmede hendes Ansigt til sit som for at sé.
En eneste dyb Følelse af hellig Ærefrygt druknede hans Sorg og hans Graad, mens han nærmede sig den Døendes Seng. Taareløs, med foldede Hænder knælede han ned. "Er det William?" spurgte Stella, og da Drengen løftede Hovedet, saá han fra Sengen bøjet imod sig et Ansigt, skinnende hvidt, med Øjne, som udvidedes under en hellig Glans.
Er du bange for mig? Ellen blev staaende. -Kom herhen. Ellen gik, og hendes Hænder sank klamme ned i Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende ... Nu er det ordnet, altsammen ordnet. Bedstemoderen sukkede dybt, og hun løftede sin matte Haand op imod hendes Hoved og rørte hendes Haar: Ellen mit Barn. Hun Følte den døendes Haand paa sin Pande og skælvede.
Sofie saá gennem Døren, foran Lysene, Præsten bøje sig over den Døende og løfte hendes Pude: -Gud den Helligaand, Gud den Helligaand, hviskede hun og faldt tilbage mod Ryggen af Stolen. Der var tyst et Minut; saa rejste Sofie sig igen: -Nøglerne, sagde hun paa én Gang, og næsten skreg. Hun havde set Knippet glide frem under den Døendes Pude; over Lagenet faldt det ned mod Gulvet.
Inde i Sygeværelset lød Aandedragene tungere, tungere. De var til Mode, som skulde Tavsheden kvæle dem. Excellencen rørte sig i Sengen. "Rejs mig op," sagde han meget højt. Det lad næsten som et Raab. De løb alle ind. Stella og Vaagekonen stablede Puder op bag den døendes Ryg. Ludvig og Broderen stod ved Fodenden. Det var, som de mærkede Døden gaa forbi sig.
En Dag, vi kom krydsende forbi en Skagbo-Kutter, sagde en af Folkene: »Det er den smittede Kutter!« ... Og han fortalte videre, hvorledes engang for faa Aar siden en Mand af Besætningen havde faaet Tuberkler og var kommen dødssyg i Land. Den Mand, der kom ombord i den døendes Sted og fik hans Køje, blev ogsaa smittet, blev bragt i Land og døde. En tredje var det gaaet paa samme Maade.
Marie holdt det, rystende over hele Kroppen. -Aa, Jøsses, aa, min søde Frelser, blev hun ved at sige ... aa Jøsses ... aa ... min søde Frelser.... Agnes pressede Katinkas Arme ned. Hovedet tilbage, sagde Vaagekonen ... Hun halvt laa og pressede Skeen ind imellem den døendes Tænder. Der stod Skum ud over Skeen: Godt, hviskede Vaagekonen, godt. Katinka slog Øjnene op.
Dagens Ord