United States or Armenia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og Poulineq tog den unge Pige til Kone og blev hos dem. Men imedens sad hans Husfæller og Landsmænd og ventede paa ham. Endelig blev det lyst. Da Dagen for anden Gang rejste sig over dem, skiltes de og gik. Ilimageq faldt i Sorg, da hans Broder ikke kom hjem, og det endte med, at han gav sig til at mane Aander.
Disse Øjne giver Cherbuliez helt; han er, som de fortæller. Han hører ikke til Tidens nervøse, forpinte, sønderrevne Aander.
Der var saa tyst, der var saa stille I Stuen, hvor den Lærde sad Og tolkede med sindrigt Snille Hvad Oldtids store Aander kvad. Med Hælvten af sit Hjerte-Blod Fra Hades maned han dem frem. Og Blomster af hellenisk Rod I Norden fik et andet Hjem. I Sprogets underfulde Gaade Fordybed sig hans Forskeraand; Den skjulte Tankes fine Traade, Udredtes af hans Mesterhaand.
Jeg var egentlig ikke bange for at lægge Vejen igennem Skoven, thi jeg havde erfaret i Spanien, at det er mest farefrit at passere igennem et Land i Oprør, lige efter et Overfald, og at omvendt de farefulde Øjeblikke er inde, naar alt aander Fred. Men da jeg raadspurgte mit Kort, saa jeg, at Hof laa mere i Retningen Syd og at jeg kunde naa den nærmere ved at holde over Heden.
Deres Yvre spændes med Mælk. Ved Havegærdet rækker du mig Haanden til Farvel. Jeg beholder den i min, bliver staaende og ser paa dig. Du slipper ikke mit Blik. Dit Ansigt er lyst, spejler den mindste Glæde. Jeg tror, dit Sind er enkelt som Klokkeblomsten langs Vejkanten, der ringer sin Fryd ud for hele Jorden, blot Vinden aander paa den ...
Min Haand ligger tæt ved hendes ... nu rører de ved hinanden. Huden er blød og varm, og jeg kan mærke Blodet banke helt ud i hendes Fingre. Hun vender Ansigtet om imod mig ... Sneglen er naaet til Overkanten af Stammen og begynder forsigtigt at krybe nedover. Længe bliver vi siddende. Tungt aander Jorden.
Ingen var rigtig klar over, hvordan det vilde komme. Niels vandkæmmede sit tynde, jærngraa Haar hver Dag som til Højtid. Der blev ikke bestilt mere paa Gaarden end nødvendigt. Sønnerne var fra By det meste af Tiden, de holdt til oppe i Graabølle ved de andre unge Karle. Niels' Kone bandt Hoser, hun sad Dagen lang som et Menneske, der knap aander, ret op og ned paa Bænken.
De bredte deres Overtøj ud og smed sig i Græsset. Sære Ting talte de om. Rakkeren havde boet her. Engang for mange, mange Aar siden havde det været et berygtet Rettersted. Derhenne havde Hjulet staaet. Dèr var ikke godt at komme forbi ved Midnatstide. Altid klagede og græd det rundt omkring. Det var de onde Aander, som bad om Forløsning.
Klare, gyldne glide Dagene hen, saa stille, at man mærker det knap. Naturen ligger hvilende og nyder sin Pragt, sine glødende Farver, sin vellystsvangre Duft. Og Menneskene aander al denne Skjønhed ind og nyder som Naturen. Hver Bolig er et Velværets Tempel.
Men Dagene blev mildere og i Stuerne hjemme stod alle Skaale fulde af Violer, der duftede. Og i Køkkenhaven kom der fine Blade paa Stikkelsbærbuskenes lange Rækker. Markernes Jord blev glinsende sort, al Muld laa givtig og fugtig og blank Moderen kunde om Aftenen, naar hun vandrede over Stierne, stanse Tine og Børnene. -Se, sagde hun, se, hvor Jorden aander.
Dagens Ord