United States or Kuwait ? Vote for the TOP Country of the Week !


Saaledes sad han, da Tjeneren sagde, at Sagfører Lund var der og gerne vilde tale med den unge Herre. Sagfører Lund var en Ven af Doktor Berg og havde overtaget Ordningen af Boet efter Onklernes Ønske. William rejste sig og bad Hr. Lund tage Plads: "Jeg var ved at ordne nogle Breve," sagde han og gav sig til at lukke Skrivebordsskufferne.

Han flyttede med sit Glas over i Sofaen og de pegede paa Vinduerne, hvem der havde boet, og paa Vejene, hvor de førte hen, og paa Menneskene der var den og der var den. -Der er De, Ida, sagde Karl og blev ved at holde paa Billedet. -Ja. -Og dér staar Forvalteren, sagde Karl. -Ja, han er død. Ida sad og saá paa Forvalteren, med sit Hoved ved Siden af Karls.

Men om Aftenen den Dag, da Johanne havde vendt op og ned paa ham i Sengen, var det, det hændte, det med Miss Ellinor fra femten. "Femten" var en fornem Familie, engelsk, Fader, Moder og Datter. Familien havde boet der noget.

Han fik Taarer i Øinene, naar han talte om Moderen, der havde boet hos ham og var død for et halvt Aar siden, hvad han allerede havde tilskrevet mig. Hun laa begraven i Dresden ved Siden af sin Mand. »Og Minnaspurgte han. »Vi havde Brev fra hende, da Moder var død, men dèr talte hun saa lidt om sig selv. Har du seet hende?« »Kun i Forbigaaende, hun bemærkede mig ikke.« »Hm.

Det er hende, der afgjør, om Tøjet sidder eller ikke sidder, det er hende, der ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen. Enhver, der har boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa talrige som karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle Departementer under sig: Værelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen, Tyendet, Indkjøbene, Spisesedlen og Regnskabsføringen.

Først i Nat Kl. 3 blev jeg vækket af mine Kajakmænd, der havde været til Fjælds og nu endelig meldte godt Vejr. Solen var ikke oppe endnu. Havet var stille, og Himlen klar. Saa kogte Alina Kaffe, og Klokken halv fem sad jeg i min Kajak. Den fattige Familie, jeg havde boet hos, tog en rørende Afsked med mig. Af de faa Madvarer, de ejede, gav de os det bedste med.

Hun var saa venlig imod mig paa Vejen tilbage; hun sagde, at hun var meget ked af at lade mig ene tilbage i Morgen, og at jeg nu maatte bestemme, hvad jeg vilde gøre, ellers vilde hun slet ikke rejse. Jeg sagde, at jeg vilde rejse til Claridges, hvor Fru Carruthers og jeg altid havde boet, og bo dèr i fuldkommen Ro med Véronique. Jeg kunde have Raad til det i en Uge.

De bredte deres Overtøj ud og smed sig i Græsset. Sære Ting talte de om. Rakkeren havde boet her. Engang for mange, mange Aar siden havde det været et berygtet Rettersted. Derhenne havde Hjulet staaet. Dèr var ikke godt at komme forbi ved Midnatstide. Altid klagede og græd det rundt omkring. Det var de onde Aander, som bad om Forløsning.

Ærlig talt, Grev Campnell, jeg tror, de begge er indfødte Evropæere, som i mange Aar har boet i de forenede Stater og dér har opnaaet deres Stillinger ved de hyppige politiske Konflikter.« »Hvor bor Panama Fyren?« »I en meget beskeden Bolig i Notting-Hill. Den anden bor finere paa Westbourne-Terrace.

Paa den første Repose standsede jeg ved det aabne Vindue og saae ud. Ligesom allerede Interieuret havde tiltalt mig fortrolig, saaledes kjendte jeg ogsaa denne Udsigt fra de Par Steder, hvor jeg havde boet, og fra mine Kammeraters Boliger; den var stereotyp for et smaaborgerligt Dresdener-Hjem.