United States or Marshall Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !


Vil Baronessen ryge? Ja Tak! hvorfor ikke? lo Hendes Naade. Og du, min Engel? spurgte Mascani pludselig og holdt Cigaretpakken lige hen foran Ansigtet paa Fru Johanne. Far dog! sagde Clara uvilkaarlig. Din Far er saa spøgefuld i Dag! sagde Fruen. Hun rystede over hele Kroppen og var ved at græde. Saa fik Baronessen Øje paa en rød Plet paa Pastorens venstre Kind.

Klokken var godt ti Aften, men det var Fuldmaane; og Johanne havde købt en Flaske Kirsebærrom til femogtredive Øre, som de diverterede sig af. Nu var der faldet lidt Ro over dem, og de gik og talte sagligt-indgaaende om Spat-Maries vanskabte Datter Alexandra. Hun er ikke noget Menneske ! paastod Johanne. Hva' er hun ikke? Hva' er hun da ? spurgte Moderen.

Det er hende, der har slaaet Pin'de-Jens ihjel, Isidor! Er det ikke forfærdeligt? Du var jo selv herude og undersøge, da det var sket; og I troede allesammen, at han selv ved en Ulykke var kommet ind under Hestene. Men det er Johanne, der har kastet ham derind! Jeg stod bag Døren til Foderloen og saa det hele!

Jens maatte have hørt hende røre paa sig, thi han drejede Ansigtet halvt om og raabte ud mod hende: Nu kommer jeg straks, Johanne. Det er de sidste Øre, jeg har, saa det ta'r nogen Tid at plukke dem sammen. Men nu kunde Johanne ikke styre sig længere; hun rev Døren op og fôr ind.

En ny Lærerinde blev engageret. Og alt var saare godt. Indtil det en mørk Augustaften hændte, at Fru Johanne overraskede Pastoren og Pædagoginden i et Lysthus i Haven. Dette var dog for meget for den hustruelige Langmodighed! Først holdt Pastorinden en Dommedagstale for de to Syndere.

Hvis Du var her i dette Øjeblik, tror jeg, at jeg fortalte Dig det hele, saa forpint er jeg af at gaa og bære paa noget, som ingen anden véd; og nu vil jeg skrive det, for naar jeg skriver til Dig , Isidor, er det ligesom, Du sidder her ved Siden af mig og hører paa mig: Det er Johanne , Du véd, hende de kalder Lig-Johanne , og som de siger er Faders Søster og alligevel har et Barn med ham.

Hun kunde sgu lis'godt ha' hedt Nikodemus ! grinte Maren. Og Johanne fastslog sin Paastand fra før: Ja, hun er grangivelig det, de kalder en Munstrum! Men pludselig gjorde hun et Par smaa stive Hop henad Landevejen, Lig-Johanne, og drejede rundt og slog ud med Armene: Skal vi smage paa Mosten? spurgte hun saa og trak Romflasken frem.

Og Spat-Marie lo ondt: Saadan trakterede han sgu ikke vos andre i vor Tid! Næi, vi blev pænt ved Jorden , gjorde vi. Og Børn faar hun helleringen af. De si'er, at han har gi'et hende saadan et Undskyldningsapparat , som de kalder det, der forhindrer det, oplyste Maren. Johanne hug vredt en Haand ud i Luften: Saaden et kunde han gerne ha' spenderet paa en anden en osse, saa ha'de vi sparet det !

Og mens hun saá paa dette døde Legeme, der havde været hæget med saa megen forgæves Omhu, rakte Johanne hun vidste ikke selv hvorfor Haanden knyttet op imod Himlen. Han blev vækket ved et Rusk og fløj op i Skræk og gned Øjnene; han troede, at Moderen var død igen.

Men om Aftenen den Dag, da Johanne havde vendt op og ned paa ham i Sengen, var det, det hændte, det med Miss Ellinor fra femten. "Femten" var en fornem Familie, engelsk, Fader, Moder og Datter. Familien havde boet der noget.