United States or Trinidad and Tobago ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa hørtes mange Vognes Rullen paa Kørebanen: Kongresmedlemmer trak frisk Luft efter Frokost, med glade Ansigter og de hvide Slips paa Sned De rakte sig i Vognen, mens de hilste, for i Farten at fange en Kvist af de unge Træer; alle Damer fløj til Vejkanten og viftede til de gamle Herrer: -Naa, naa, giv Tid, sagde Lange. De unge Piger løb kaade afsted for at følge med Vognene.
Deres Yvre spændes med Mælk. Ved Havegærdet rækker du mig Haanden til Farvel. Jeg beholder den i min, bliver staaende og ser paa dig. Du slipper ikke mit Blik. Dit Ansigt er lyst, spejler den mindste Glæde. Jeg tror, dit Sind er enkelt som Klokkeblomsten langs Vejkanten, der ringer sin Fryd ud for hele Jorden, blot Vinden aander paa den ...
Born og Kvinder og Maend, bukkende sig for Storm og Regn, der piskede deres Ansigter, foleslose naar de blot kom frem, kun frem. De skubbede sig forbi Kanoner og stonnende Dyr, forbi Saarede, der jamrede i Vogne uden Halm, forbi forladte Born, der skreg ved Vejkanten, og de saa dem ikke, fordi de ikke var deres . Og selv deres Klager var dode.
Det var en tør Julidag, de store Buske gul Snerle, der groede paa Vejkanten, spredte Honningduft over Vejen. Rugen modnedes paa Agrene i den varme Blæst. Sundet gik mørkeblaat, Skoven nede til venstre kuplede sig i den klare Sommerdis. Men Solen hældede til Vest, det kunde snart blive Aften. Mikkel fulgte Vognen fire Mil, uden at de rejsende foran ham vendte sig en eneste Gang.
Øverst oppe paa Tagrygningen slaar de sig ned. Et Øjeblik sidder de stille og pudser Fjerene, saa begynder et Par af de yderste at næbbes. Arm i Arm følger vi bagefter de andre. Ligtoget kører op over den sidste Bakke. Skikkelserne staar store og skarpe mod de flammende Skyer. Kun Manden paa Sædebrættet sidder duknakket og lille. Ved Vejkanten knæler Isak. Han kom forbi før.
Men Jens Røgter, han havde nu mere sin Formening, og det var den, at Fruens Ben var nu nærmere saa spinkle som Gedens, hvad det angik. Moderen sprang paa Flagerne, lige til det blev Mørkning. Saa satte hun og Tine sig paa en Bænk ved Vejkanten. Der var Popler hinsides Vejen. -Hvor luende Solen gaar ned, sagde Moderen. -Ja, det bli'er til Storm, sagde Tine.
Tiden er blevet ham for lang bag fire Vægge uden andet Selskab end Mørket og en Strime Maanelys over Gulvet. Jeg gaar hjemad. Om nogle Timer skal jeg begynde igen. Bukken, som jeg ikke fik i Aftes, skal skydes i Morgen, og jeg skal maaske gaa langt for at faa den. Paa en Træstamme lige ved Vejkanten sidder der een en utydelig Skikkelse mod alt det mørke. Jeg gaar tæt hen og hilser.