United States or Senegal ? Vote for the TOP Country of the Week !


Som Lærer i Mellemklasserne besad han ikke ganske den Energi, der kræves til at faa Alle med, og hans nervøse Hidsighed erstattede daarlig det Manglende; men i øverste Klasse blev han ved sin klare Fremstillingsgave en udmærket Lærer.

Det første og sidste af dem alle er dog det, at man i denne Stad er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den nervøse Feber omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det uhyre Hjertekammer, hvor alle Menneskeslægtens Pulsaarer løber sammen. Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har ikke søgt noget nyt istedetfor den kejserlige Ørn.

Hun havde siden truffet hende i Selskab: Hun er Morfinist, havde hun sagt. Hun havde strax set det paa de nervøse Bevægelser, paa Blikket; i Aftenens Løb saa de ofte paa hinanden. Ellen gjenkaldte sig atter hendes Ansigt, Træk for Træk, Blikket, Farven, Maaden at tale paa: Ja sagde hun hun er Morfinist. Jeg vil spørge hende. Hungeren drev hende, skød alle Indvendinger til Side.

Thi hendes sky Blik og hendes nervøse Faren sammen, naar nogen nærmede sig, tydede langt snarere paa Uro og ond Samvittighed. Vil du med en Tur efter Frokost, Vilde, ned og se paa det inddæmmede? havde Baronen spurgt et Par Gange Havren dernede staar, som den var plantet ! Nej, kære, jeg har ikke Lyst. Og Lyst til at tage ud paa Besøg i Egnen, havde hun heller ikke.

Spurvene holdt Hus mellem Elmene. Og naar man aandede, fornam man de vilde Ribsklasers Krydderduft. Prinsesse Maria Carolina lukkede Øjnene, som blev de blændet; og uden at hun vidste det, brød nervøse Taarer frem og løb ned over hendes Kinder. Hun følte et Ubehag overfor dette Lys og Liv, stærkt næsten som en fysisk Smerte. Det var, som Foraaret derude pludselig overvældede hende.

De holdt ikke af at være ene og kun have tarveligt Selskab af deres seks Repertoirestykker. Nervøse og gnavne gik de frem og tilbage, og de havde det altid enten for koldt eller for varmt. Sygdomme havde de alle og et Arsenal af Medicinflasker. De holdt mest til hos Fru Simonin, som gik til og fra sit Flygel saa lang Dagen var, og spillede Skalaer. Charlot løb ikke omkring.

Hans Tankeliv stængtes inde bag en tung Melankoli, der ligesom gav hans altfor tidlig slappede Nerver Hvile. Hele hans Eksistens prægedes af en Træthed, der var Frugten af de heftige Sindsbevægelser, som hans nervøse Gemyt ikke havde kunnet bære uden at modtage altfor store Mærker deraf.

De blev, aandsfraværende ud af Vinduerne: -Ja, ja hvad mon han egenlig vil sige? sagde den ene, den første Elsker. Og Ørnulf svarede: -Ja man maa forstaa at tage ham. Herluf sagde ikke et Ord, før de naaede Banken og stod ud. De maatte vente en Tid, mens Skuespillerne blev mer og mer nervøse, rettede paa sig og fo'r med Hænderne gennem de svedige Tupeer.

Jeg har saa uhyre travlt i disse Dage, det ved De jo. Det er i Dag allerede Torsdag og ja, jeg siger det med det samme De maa prædike paa Søndag til Højmesse, jeg faar ikke Tid til at forberede mig.« »Skal #jeg# prædike paa Søndagkom det forbavset. »Ja, det maa De«, lød det nervøse Svar. »Jeg faar ikke Tid, desværre.

Mølbom. -For Bæ'lam for Bæ'lam Fru Canth var stadig ved Operetten : noget for den smaa Edvard. Fru Canth drak Buketten af en Carlsberg med Sundt, der straalte paa en Sofaplads mellem Fru Mølbom og Fru Dunker, med Skuldrene skudt behageligt op, som en Mand, der endelig er kommet i Kakkelovnskrogen. Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med nogle ringbesatte, nervøse Fingre. Hr.