United States or Western Sahara ? Vote for the TOP Country of the Week !
Pludselig kunde hun stanse: -Tine, sagde hun, det er, som Jorden stønner. I Haven sprang Liljerne frem. Høje og ranke krydrede de den skumrende Nat med deres sødlige Aande. Fra Dammen steg Emmen op, mættet med Muldens Duft, som den hede Strøm af Jordens Aandedrag. Om det hvide Lysthus snoede Rosenrankerne sig glinsende, og Bladene foldede sig ud, mens de spredte deres sanse-ramme Vellugt.
Og Tine stotter mig Tine hun har Kraefter. De blev ved at gaa, Berg ved Siden af Bolling. Den Gamle lod ikke den svaere Tunge stanse. Han talte og talte om "den gamle Tid"
Samme Spil Kan her beskues som paa Livets Scene; Først Smertens Frugt paa Livets fulde Grene, Saa Hjertets Kamp før det sig lukker til. Først Haab og Længsel, derpå Savn alene. Saa Tomheds Taarer, der ej stanse vil. Først dobbelt Liv og Kraft i hver Fornemmelse, Saa Træthed, Slaphed, Sløvhed og Forglemmelse. Moderen løftede sit Ansigt. Et Øjeblik lukkede hun sine Øjne. De røde Læber skælvede.
Hendes Naade havde allerede slaaet to Gange paa Sølvklokken paa sit Bord, medens Selskabsdamen med sin lydige Stemme blev ved at oplæse "Lejligheder" af den opslagne Avis, uden at stanse: "Herskabelig Lejlighed, elve Værelser, alle Bekvemmeligheder. Fredericiagade 16, andet Sted fra Bredgade. Portneren anviser." -Hvor var det? spurgte Hendes Naade. Selskabsdamen svarede.
Til Strandfogedgaarden paa Torupstrand blev der hele Juleaftensdag bragt Lig fra Stranden. Vagtmændene kom kørende med de druknede Søfolk, snart med et Par Stykker, snart med endnu flere. Det var, som vilde Indrykningen af disse tavse Julegæster ikke stanse. Ovre i Gaardens nordre Fløj blev der ryddet tre Stuer, Straa blev spredt paa Gulvet og Lagener bredt ud derover.
Men Dagene blev mildere og i Stuerne hjemme stod alle Skaale fulde af Violer, der duftede. Og i Køkkenhaven kom der fine Blade paa Stikkelsbærbuskenes lange Rækker. Markernes Jord blev glinsende sort, al Muld laa givtig og fugtig og blank Moderen kunde om Aftenen, naar hun vandrede over Stierne, stanse Tine og Børnene. -Se, sagde hun, se, hvor Jorden aander.
-Det er Oen, der braender, hviskede hun. Lugerne slog voldsomt ind mod Taarnets Mur; det var, som Himlen sendte alle Vande over Jorden, mens i den rode Rand Rogens Skygger sprang som onde Dvaerge. Det gav Ryk paa Ryk i Taarnets Dor. Hundene foer jublende ind dernede. Tine havde vendt sig. Lygten greb hun hun troede, hendes Hjerte skulde stanse.
Dagens Ord