United States or Poland ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hans Stiil betræffende, da udførte han alt med Forstand og utrolig Flid, og laserte i det Uendelige, selv Dækfarverne. Dette er Aarsagen til at hans Frugter ere altfor skjønne, eller, forat tale tydeligere, til at de ligne Frugter af Vox eller farvet Elfenbeen; men hans Blomster, hans Insekter, Duggen og de enkelte Duggdraaber overtræffer Alt hvad man hidtil har seet i dette Slags.

Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var mig magtpåliggende at ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig sådan Flid med den, den havde kostet mig megen Anstrængelse. »Jeg skal læse densagde han og tog den. »Anstrængelse koster det Dem vist alt, De skriver; men De er altfor heftig. Når De bare kunde være lidt besindigere! Der er formegen Feber.

Herlighetens krone er værd al din flid, værd al din bøn og din længsel. Ingen angrer sig som er vel kommen did, kronen fortjener din trængsel.“ Efter indledningstalen var ordet frit, og mange tok del. To ting kunde man merke ved dette møte, først at der var mange folk allerede ved møtets begyndelse og andet at mange av lægfolket tok del.

Han anbragte ogsaa paa sine Blomsterstykker Insekter, Sommerfugle, Fugle, deres Reder med Æg o.s.v., alt i Naturens rige Pragtgevandt. Blomsterne satte han ofte i Vaser, zirede med skjønne Basreliefs. I Udførelsen hersker den højeste Flid, og ved Farvernes, Oljens og Fernissens Tilberedning undgik han omhyggelig ethvert fremmed Blik, og iagttog den dybeste Hemmelighed.

Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, forat tilsengs, kom Madamen efter mig, standsed Dørstokken og sagde højt, mens hendes store, frugtsommelige Mave strutted ud imod mig: »Men det er sidste Nat, De ligger her, De ved om det.« »Ja, jasvared jeg. Der blev vel kanske også en Råd til Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig rigtig Flid for det. Et eller andet Skjulested måtte jeg dog finde.

Og han var ivrig og gjorde sig flid for at gi ordentlig besked og ikke bli sat fast . Aa vaaren, vaaren . Og det var en vaardag han hadde reist opover til Viterbo med dem, Jenny og Fransiska. Hun hadde sittet sortklædd og rank og stirret ut av vinduet. Saa graa og store hendes øine var han husket det.

Især havde jeg et påbegyndt Stykke, som jeg vented mig meget af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, en dybsindig Tanke, som jeg vilde lægge al min Flid at udarbejde og bringe »Kommandøren« i Afbetaling. »Kommandøren« skulde dog erfare, at han denne Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han skulde erfare det; det galdt blot at vente til Ånden kom over mig.

Paa et sted hvor der var løs jord mellem stenene, fik de se et halvt dusin huller som var gravet en fem, seks fot dype, og med den opkastede jord ved siden av sig. „Aha!“ sa Sir Ralph og spidset munden. „Dette er interessant, Dale? Flere beviser paa vor listige professors flid.“ „Men hvorfor skulde han grave huller her?“ spurte Jack.