Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 19. juni 2025
Du er jo en fin Herre!“ Og atter rakte hun mig sin skælvende Haand og slog Øjnene ned af Undseelse, da hun langsomt hviskede: „Aa, giv mig blot en stor, stærk Skraa! Det er saa længe, længe siden ...“ Det var gamle Jomfru Maria's sidste Ønske. Den nordgrønlandske Vinter er Maane- og Stjernelysets Tid. Naar Dagene kortes til et Par Timer, spiller Dagslyset ikke længer nogen Rolle.
En Dag samme Vinter var jeg henne for at se paa det ødelagte Hus; der saa uhyggeligt ud og stank endnu af Krudt. Henne i et Hjørne laa Resterne af Atarajik. Hendes Krop var helt sort; Ravnene havde hakket Øjnene ud paa hende og spist Partiet om hendes Skuldre, saa de hvide Knogler stak frem. Stakkels Atarajik! Ingen havde kastet hende i Havet!
Saalænge Kulden har varet, har de bundet Tørklædet om Halsen og slaaet Kraven op om Ørene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blæser den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtøj deres Cigaretter ude paa Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjører i Boulogneskoven i aaben Vogn og uden Pelsværk og ler, naar man fortæller dem, at det kan være akkurat ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig ind, at der spaserer Isbjørne omkring i Gaderne.
Af de 20-22, som den første Vinter besøgte Høiskolen, gik de 12 bort om Foraaret; men de 10 havde dog faaet saa megen Lyst til at fortsætte den begyndte Uddannelse, at de bleve Sommeren over, og disse ere samtlige forblevne her i Vinter, rigtignok med den Bestemmelse, til Foraaret at drage herfra.
Det talte hun jo slet ikke om i Vinter, da vi var oppe hos hende, og det synes jeg er underligt. Aa, jeg vilde ønske, at jeg var hjemme hos Dig igen, lille Moder, for jeg tror ikke, at jeg vil finde mig til Rette her.
Fra Tunnelen, fra Cirkusbygningen, fra National lød »Fahrbacherne«s Støj, Violiner, Trommer og Triangel i én Tummel, som for at holde Gæsterne sammen til et allersidste Glas.... Og midt i den glade og hidsige Larm, laa Victoriateatrets korte Façade tavs og mørk lig et underligt Gravmæle. Den rigtige Vinter vilde dog ikke komme.
-Og midt paa et Bal kunde Elisabeth og jeg mødes og trykke hinanden krampagtig i Haanden, mens vi saa paa hinanden med et fortvivlet Blik. Min gamle Ven sad lidt og stille sagde han: -Ja den stakkes Elisabeth. -Hvorfor hvad er hun nu hun er er vel gift? -Nej hun hævede sin Forlovelse den Vinter den Vinter den sidste Vinter hævede hun den pludselig -Hvem var han? Var det ikke Thorsen?
William havde haft Lyst til at raabe efter ham, men han turde ikke; saa gik han og talte Fliserne, lige til de kom hjem. Ved Theen sad han ganske tavs. Høg sagde, han var naturligvis søvnig og skulde hurtigst i Seng. William svarede ikke. Han havde én Gang været fuld paa et Børnebal forrige Vinter, han syntes, han havde det akkurat saadan nu, mat og med tunge Øjenlaag.
Abigael . Men det kunde jo være, Vinteren kom seent, eller at det slet ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid og Ribsbuskene begyndte at grønnes i Januari. Geheimeraadinden . Hør nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord sammen. Kom hid og sæt dig hos mig.
Det viser følgende lille Tildragelse, som Sofie fortalte mig: Engang sidste Vinter, da hun en mørk Aften skulde hente Vand ved det fælles Vandsted, hørte hun Knirken i Sneen bag sig. Da hun vendte sig om, saa hun en Mand komme løbende efter; hun genkendte straks Emanuel. Hun blev bange, vendte sig om og raabte: „Nej, nej!
Dagens Ord
Andre Ser