Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 24. juni 2025
Eller havde Emmy havt Ret, da hun paastod, at jeg kjendte ikke Gamle, men den Gamle, som jeg kjendte, og om hvem jeg talte, var en ganske anden end den Christopher, som hun kjendte, og om hvem hun talte? Dog jeg ihukom mit Ærinde og spurgte derfor: »Christopher, veed Du ikke, hvem der har skrevet denne Sang?« Gamle svarede ikke, han vedblev uforandret at see paa Emmy, som om han var fortryllet.
Minna saae hjælpeløst paa min Smerte, jeg mærkede det, skjøndt jeg vedblev at stirre paa Pletten. Der gik vel et Minuts Tid, før jeg kunde fortsætte: Men det er dog bedst saaledes .... Det er sandt, at vi er de samme, men vi vil dog være anderledes mod hinanden, og det maa blive pinligt for os.
Du kommer nok tilbage igen, lille Mona ... Du kan ikke undvære mig! ... Men jeg havde for Resten netop tænkt paa, vedblev han at vi snart skulde gøre en lille Rejse sammen. Hun fôr ham om Halsen: Palle! Jeg elsker Dig! Du er det bedste af alle Mennesker! Hvor skal vi hen? Til Berlin. Palle ...! raabte hun henrykt Og til Paris? Lad gaa, ja!
Saa vedblev han efter en Pavse: "Men der er jo ikke noget at gøre ved det, vi maa finde os i det." Jeg svarede ikke, men ventede paa, at han skulde foreslaa et eller andet. Et Øjeblik efter syntes Mørket ikke mere at have noget at sige for Nikola. Han tog mig i Haanden og førte mig lige gennem Hulen ind paa Forstuen. "Pas paa," sagde han, "her er Stigen."
Skolelæreren begyndte at dreie sig urolig paa sin Stol. »Ja for jeg skal sige Dem«, vedblev jeg, »De kan meget let faae et Kort op i en Farve, hvori De forøvrigt Intet har, og da risikerer De at blive beet.«
„Synes du saa ikke,“ vedblev den gamle, henvendt til Ananias, „at du skylder min Søn en Belønning, fordi han har reddet dit Liv?“ „Skulde man ikke give noget for sit Liv, hvad skulde man saa overhovedet give noget for?“ svarede Ananias. „Og hvad vil du saa give?“ spurgte den gamle. „Min Kajak!“ svarede Ananias. „Og ikke mere?“ spurgte den gamle. „Jo, min nye Riffel kan følge med,“ sa' Ananias.
Og saa ta'er vi fat igen paa en frisk. Nu er vi jo to om at hjælpes ad ... Og hun vedblev at tale, snart alvorligt formanende, snart mildt og indtrængende. Skammede ham ud og snakkede godt for ham. Lovede at staa ham bi med Raad og Daad, naar det trængtes.
Denne lille ubetydelige Handling viste mig mere, end Ord kunde have gjort, hvor forvirret hun var. "Jeg vil sige," vedblev jeg, "at en Kvinde, den eneste Kvinde af alle, endelig er traadt ind i mit Liv. Er De glad ved at høre det?" "Hvor kan jeg være det, naar jeg ikke kender hende?" udbrød hun dæmpet. "Hvis De ikke kender hende," svarede jeg, "saa er der ingen anden, der gør det.
Sig mig, Christensen, vedblev han saa og saa hen over Marken bort fra Forvalteren ved De noget om, at Greven paa Holgersminde har faaet sig en Baad? Jo, han har, Hr. Baron! En lille, nydelig, hvidmalet Tingest, som han ligger og vapper i her om Aftenen. Hum! Han morer sig med at skyde Sælhunde ude paa Stenene. Hum! Men han træffer aldrig nogen. Nej, det gør han vel ikke.
Se, hvor er nu min store gule Hane bleven af?« vedblev han, idet han saae ud af Vinduet, hvor Hønsene netop bleve fodrede, »har Trofast maaskee ogsaa taget den for en Rotte?« »Der kommer den jo«, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede paa en prægtig Hane, der ganske langsomt med majestætiske Trin kom ind ad Porten og sluttede sig til den øvrige Flok.
Dagens Ord
Andre Ser