United States or Cyprus ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og et Par af de mindste faldt, mens de kniksede, og laa og græd paa Jorden og stolprede op igen og kniksede igen, mens Taarerne løb dem ned over Kinderne.... Maria Carolina sad genert og rød i Hovedet paa sin Bænk og nikkede og takkede. Smaapigerne var forbi. De summede sammen i Kreds og kom ikke frem det lød som en Syngen, Stemmerne henne i Alleen. Mlle Leterrier saa' paa Uhret.
Mens hun sad bøjet over Bogen, lod hun sin hvide Haand ligesom halvt i Takt glide hen over sit sorte Haar, hvor den hvide Skilning skinnede i Skæret fra Lampen, William syntes, det var som Musik han hørte. Uhret paa Konsollen dikkede ganske sagte, henne i Krogen bag Bogskabet var der aldeles mørkt. Der var dejligt at sidde dér. Han rejste sig langsomt og gik sagte henover Gulvet til Krogen.
Han gik tungt op ad Trappen og aabnede Døren til Garderoben og kastede sig paa Gulvet, plat ned. Han sov, hulkende i Søvne. Der gik Trækninger gennem hans store Legeme. Da han vaagnede, var det Dag. Han satte sig op, hele hans Krop smertede. Saa saá han Battys Tøj, der hang fra igaar over Stolen. Det gav et Ryk i ham af Smerte. Han saá paa Spejlet. Uhret hang i sin Kæde og var gaaet istaa.
Frøken Rosenfeld satte Ida ind paa Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde hun. -Ja. Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Hænder, der brændte, hen, hvor Ida sad. -Men krøller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede Øjnene. De hørte Uhret slaa, langsomt som den, der ikke har Hast, og Frøken Rosenfeld løsnede sagte Idas Haand af den Syges.
Portièrerne glider tilside den ene Gang efter den anden, Stolene fyldes lidt efter lidt, der gaar et Kvarter og endnu et. Saa slaar Uhret inde i det mørke Kabinet langsomt sine ti Slag. Pigen med den krusstrimlede Kappe viser sig og tænder den store Lysekrone under Loftet.
-Der er Mødre, som dør, mens deres Børn er smaa, sagde Moderen. -De har det bedst, sagde Elsebeth. Der var stille i Stuen. Ogsaa Uhret var gaaet i Staa. Elsebeth trak det ikke mere op. Naboens Kone kom til sin Tid efter Solen og bragte Elsebeth op og bragte Elsebeth til Hvile. -Men tilsidst saa tænker man kun, hvad vel det Hele skal til. -Hvad mener Elsebeth?
Jeg hørte Uhret paa Kreuzkirche slaa det ene Kvarterslag efter det andet, medens jeg væltede mig om paa Leiet. Undertiden begyndte vel mine Tanker at flakke paa den villieløse Maade, som indvarsler Slummeren, men saa gik der en Strøm af Feberhede igjennem mig, og jeg var strax lysvaagen. En dump Fortvivlelse, der allerede ansaae Alt for tabt, fik mer end een Gang mine Taarer til at flyde.
Vaagekonen sad ved Sengen og holdt hans Puls, Excellencen saá paa Uhret over Sengen, spurgte: "Den bli'r svagere?" "Ja, Deres Excellence." Atter Tavshed. Foran Sengen Vaagekonen, knælende, ubevægelig; Excellencen rolig, skinnende bleg med lukkede Øjne. Saa det samme Spørgsmaal og det samme Svar. "Ja, Deres Excellence." Ordene faldt som en Spade Jord paa et Kistelaag. Og igen ganske tyst.
Dagens Ord