United States or Indonesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Man drager ud mod Midten og Slutningen af Juni, bliver ude hele Sommeren i Teltlejr og kommer som Regel først hjem igen med Efteraaret i September. Grønlænderne elsker dette omstrejfende Liv, og naar Talen falder paa Oplevelserne, kommer der Fart i Beretningerne.
Dog holdt jeg efter Opfordring i Konservativ akademisk Forening i 1891 et Foredrag om radikal og konservativ Pædagogik, og endnu adskillige Aar senere fandt jeg mig foranlediget til en offentlig Udtalelse. I 1898 tilfaldt det Professor Gertz at holde Talen ved Universitetets Reformationsfest.
Dæmringstimen var kommen, den stille, venlige Dæmringstime: atter sadde vi i fortrolig Samtale rundt om den store Porcellænskakkelovn, der i den mørke Krog saae ud som et stort hvidt Spøgelse snart faldt Ordene let og muntert, da var det Andrea Margrethe, som førte an, snart var Talen rolig og sindig, da var det Gamle og Emmy, som ledede den.
Minderne Minderne leve!" Han havde givet sig hen. Hans Ansigt lyste; og, med Hovedet bøjet lidt tilbage, stod han nu med løftet Glas mod Salen. Man havde efter Talen samlet sig et kort Minut, inden man raabte. Saa hørtes en pludselig Summen. Hurra blev der ikke raabt. Lidt efter brød man op, man skulde slutte Festen paa den anden Side Søen, og man gik ned gennem Haven til Baadebroen.
»Nei, hun holder mere af at læse.« »Holder De da ikke af at læse?« »Aa jo, naar jeg ikke har Andet at bestille, men see der kommer Gamle for at faae Brød.« Jeg vendte mig forbauset omkring, men da jeg ikke saae noget Menneske, men derimod et Hestehoved, der straktes ind gjennem det aabne Vindue, forstod jeg, at det var den firbenede Gamle, hvorom Talen var.
-Hvad er for meget? sagde Professoren og smilede. -Uh, jo, sagde Baronessen, mens Talen om Rejser pludselig bredte sig og de talte om det halve Europa rundtomkring: -Det er ligesom Michel Angelo ... Det er dog for meget ... -Og saa er det nogle Forvridninger, sluttede Baronessen sine Formeninger om Michel Angelo. -Forvridninger, sagde pludselig Hans Excellence: det er rigtigt, Lydia.
Og den Mand er Øens dygtigste Fisker og dristigste Fuglefanger. Det er baade til at le og græde over. Den lille Kirke var stuvende fuld. Vielsen foregik, som en Vielse plejer at foregaa med Ja og Amen. Salmerne blev ikke sunget kønt, men med gode Lunger, og Talen var kort og fornuftig, og alt gik meget godt.
Jeg veed, hvad I vil sige ... der var en af Stemmerne, som raabte det til mig før. I skal troloves idag ... ikke sandt? Abigael . Talen er ikke om mig, men om Eder. Jeg har hørt af Bodil, at I har faaet et godt og hæderligt Tilbud, som kan lægge Grunden til Eders Lykke.... Ambrosius . Til min Lykke! Abigael . Ja, og til Ære og Anseelse for Jer i Fremtiden.
Fru Lund blev ved at fortælle, lidt hurtigt i Sætningerne, for hun blev altid ligesom en Kende stakaandet i Kurvestolen foran Fru Brandt: om Middagen og Gæsterne og Talen ... -Den var ja'gu køn, sagde Lund, der trampede op og ned rundt om Kakkelovnen. -Og Gaverne? spurgte Fru Brandt. -Ja, Folk de har saamæn husket os om det saa er Husmændene, saa har de telegraferet.
Naar Talen var ude, stod Hendes Højhed lidt og vilde finde paa noget ... Saa sagde hun: -Jeg takker Dem ... Det har glædet mig ... Og gik, mens man altid stod og ventede, hun vilde sige noget mere. Men Hendes Højhed #havde# ikke mange Ord. En Gang imellem slog Hendes Højhed ogsaa Søm i en Skyttefane og nedlagde en Grundsten. Ellers gik Dag som Dag. Der var ingen Forandring.
Dagens Ord