Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 23. september 2025
Manden var ifærd med at rejse sig, da et Reb blev kastet over Hovedet paa ham bagfra og med mærkværdig Behændighed slynget et Par Gange rundt, saa han var bundet fast til Stolen, inden han fik sig rejst. Foran ham stod en høj Mand, iført lang, mørk Ulster, smøget op om Ørene, en stor blød Hat paa Hovedet og sort Maske, saa Ansigtet var fuldstændig skjult.
Han vil sige mere; men hans Rafte har faaet fat i noget. Han begynder at løfte. Var dig, Lars Jacob, siger han til den anden. Han er aandeløs og helt kridhvid i Ansigtet. Var dig! En Bylt kommer til Syne i Vandskorpen. Et gammelt Sjal viklet mange Gange rundt. Den er sort af Mudder og lange, slimede Planter hænger om den.
Med noget Sort op ad Forbredden kan den blive rigtig pæn endnu.... -Farvel, Charlotte. -Farvel Emilie. Ja, vi ses paa Søndag. Jeg laaner jo Julius. Julius gik paa Omgang ved Middagene i Slægten. -Farvel. Generalinden var nede ad Trappen, og Fru von Eichbaum gik ind i Dagligstuen til sit Skrivebord, mens Budet ventede i Entréen.
Hurtigt strøg det indefter, saa de ligefrem kunde se Landet voxe op som en sort, truende Skygge i det graa Halvmørke forude. Saa naaede de ind under den høje, lodrette Fjældvæg, der i Mørket syntes at lude frem over Baaden. Og de strøg om Pynten, hvor Brændingen allerede buldrede med tunge, haarde Slag mod Klippen og slyngede sit spøgelselyse Skum højt op i Mørket. De var nu i Læ bag Pynten.
Han stod paa Trappen, og hvis han havde været en af Staldkarlene, vilde han have kløet sig i Hovedet. Nu maa jeg standse og klæde mig paa. Jeg vil tage en sort Eftermiddagskjole paa, som jeg har. Hr. Carruthers skal se, at de ikke har lært mig at være gammeldags. Aften. Jeg synes, at Mænd er de rædsomste Skabninger; man kan ikke tro, hvad de siger, eller stole paa dem i fem Minutter!
Han lo: For jeg har slet ikke været ude sagde han. Kun gjort i Orden til iaften. Ellen saa paa ham. Til iaften ? -Ja -ser du ikke, hvor jeg er fin sagde han, vi har Fest idag, i Riddersalen. Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips. -Men vi to alene, Fa'er? Ellen lo: Det havde hun aldrig hørt. Og ingen andre? -Vi to. Ja der er færdigt sagde han. Han bød sin Datter Armen og gik over Gangen.
Han saa Datteren ligge foran Ellen Maags Billede ... Der laa hun foran sin Navnes Maleri, med løftet Blik over Bønnebogen, sort indhyllet, med Rosenkrans mellem de foldede Fingre ... Som om Ellen Maag var steget ned fra sin Ramme. -Ellen, Ellen. Han foer hen imod hende, rev Rosenkransen ud af hendes Fingre og stødte til hende, saa hun faldt om paa Gulvet.
Sort og lille stod den midt i Sneen, der laa drysset i et tykt Lag ned over Fjældet helt ned til Fjordens blanke Flade. Og Sangen kneb sig ussel og fattig ud gennem Sprækkerne i de tjærede Trævægge. Som Morgendug mit Liv hensvinder, Som Strømmen skynder Tiden sig, Maaske naar næste Dag oprinder, Den rinder ikke op for mig; O, hjælp mig Gud, at hver min Dag Maa bruges dig til Velbehag.
Jeg ser os tre, trætte, hjertesyge Mænd, der kæmper os frem og synker ned i det hvide Ligklæde ved hvert Trin, Nikola stadig foran, jeg selv efter ham og den sidste Kuli et godt Stykke tilbage. Sneen hvirvler omkring os, og oven over os svæver der en eller anden stor Fugl, hvis Vinger kaster en sort Skygge paa det ellers pletfri hvide.
Dagens Ord
Andre Ser