United States or Nicaragua ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og jo længere Tid der gik, jo hurtigere gik den gamle Hval fremefter, og jo roligere fulgte Flokken efter. For det gik jo godt, og naar det bare gaar godt, kan man vænne sig til alting, ogsaa til Taage. Da var det, at en af de yngre Hanner, der svømmede ved Siden af den gamle, der førte an, saa en lang, sort Skygge glide forbi gennem Taagen forude.
Men de blev ved. Han spillede i Sengen som en der har været falden i Isen, han nikkede forkomment, og Tænderne klamrede sammen, Luften gik i hans arbejdende Bryst. Han vædede Læberne med Tungen, de var som brændte eller skamferede. Saa saa saa, tyssede Zacharias, der stod og rørte en sort Grød sammen i en Kovse, saa nu skal det snart lindre.
Men med Hensyn til Dekadencen ser han dog vistnok lovlig sort paa Tingen, og hvad Idealet angaar, saa hører det jo nu engang til den Slags luftige Taager, som det er saa sin egen Sag at faa fat paa og blive rigtig enig om, hvad er.
Hun begyndte med at tænke paa sit Herskabs gamle, blaa Formiddagskjole; men hver Gang Baronessen nikkede og smilede inde i Spejlet, steg den lilles Dristighed til en fast svimlende Højde: der var jo nemlig en sort Silkekjole med Perlebesætning .... Naa, Stasia, Klokken er snart elleve, min Stump! Rap dig!
Aa, lille, lille Moder, og ved Du saa, hvad det var? Jeg kan næsten ikke fortælle det, for jeg troede ikke, at saadant noget kunde ske! Det er Hendes Naade, de har fundet nede i Straahytten; det er Hendes Naade, de havde hørt skrige saa forfærdeligt. De fandt hende liggende dernede helt sort og brændt, og alt Tøjet var brændt af hende. Det stakkels, stakkels Menneske.
Men var der virkelig et lille sort Kreatur og hun havde fanget det med sine skønne Negle, saa saá hun gerne paa det længe og sagde: -Lad det springe videre. ... Degnen satte sig hen i sin store Stol ved Vinduet. Mutter sad ligeover for ham, mens det begyndte at skumre. -Syng lidt, sagde den Gamle. Det var hans Fryd, naar "Fruen" sang. -Syng den om Kærligheden, sagde Tine.
Der var tilfældigvis Sjælemesse, Rummet var blændet med sort Flor, det lille Alter, der var helt fuldt af Porcelænsbilleder og smaa Kors af Glasperler, var oplyst baade med Lys og Lamper. Præsten laa i en lang, hvid Kaabe paa Trinnet og bad, og de to Kordrenge ringede med Klokker. Saa rejste Præsten sig og svingede Røgelsekarret, saa det duftede i hele Rummet.
Kan I gaa ud og tage Stigbordet op, sagde han lidt efter, at Vandet ikke skal stemme ovenud ad al Ting, naar det kommer. Og gør Hjulet godt fast. Niels og Mikkel gik. Det var ikke meget mørkt. Men østerpaa stod Mulmet som en Væg, Himlen var farlig opsvulmet og sort. Lynene sprang ud deraf, saa at smaa Sten paa Jorden blev synlige.
Men du kunde ikke leve i Vinter; ikke naar Jorden og ikke naar Hjertet var dødt. Du gik. Og dog og dog blomstrer der glødende Roser Roser, Roser blomstrer dog for de andre. Naar man fra Jespersens kom et bitte Stykke længer, da bøjede Gaden om paa Kirkepladsen. Dér laa Kroen og var hvid som Kirken, dens Genbo. Kun var Krodøren grøn, mens Kirkens Port var sort. Til venstre var Smedjen.
Og med et veltilfreds Snøft gik den atter paa Hovedet ned i Vandet. Et Øjeblik gled dens Ryg hen over Havet som et sort Skær, fra hvis Top Rygfinnen stak til Vejrs som en lang, sort Kniv, saa forsvandt ogsaa den.
Dagens Ord