Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 19. juni 2025
Og om Bogholderen: Han bli'er, ryste mig, værre og værre, sagde han og rynkede Næsen, mens han blev ved at spise. Men Ida, der sad og saá paa ham, sagde og smilte: -Du ser saa godt ud, naar Du spiser; og hun førte sin Haand ind under hans Manchet op ad hans Arm. -Ja, sagde Karl, der lo; hvis jeg spiser godt; og han trykkede Armen ned mod hendes Haand.
Ellingsen havde en Maade at komme ind ad Døre paa, som kom han ind gennem en Sprække. Ellingsen gik for at bytte den store Seddel, medens Ida snappede Portemonnæen til sig. -Farvel, Pus, sagde Karl igen og gyngede hende lidt frem og tilbage, med Hænderne om hendes Liv, medens Ida smilte: -Farvel. Hun blev staaende lidt: -Véd Du, jeg er altid saa glad, naar jeg gaar.
Det kom saa pludselig paa ham, at det næsten havde taget Vejret fra ham, for han havde været glad som faa og hørt til en varmblodig og hedhovedet Slægt. Han huskede endnu, hvorledes han havde overvejet, om han ikke hellere burde dø, og han smilte nu, det randt ham i Hu. Men han havde valgt at leve. Og saa kom Manddommen.
-Og Du skulde hvile Dig, sagde han straks efter: -Du er træt. Hendes Naade vendte sig og gik. Moderen var gaaet op. Hun tændte Lysene i Armstagerne og blev staaende foran de hvide Lys. -Jeg skulde klæde mig paa, sagde hun, og Armene faldt trætte ned langs hendes Sider. Lidt efter aabnede hun Døren til Gangen: -Arkadia, raabte hun: -Arkadia. Men Ingen svarede. Moderen smilte og aabnede Vinduet.
-Det er Sæsonen, sagde Ellingsen; han beredte sig til at gaa, da der lød en Latter derovre fra, og Ida sagde: Hvor de er glade. Ellingsen holdt sit Hoved paa skraa og smilte: Ja, det er de unge Mennesker, de er jo lige begyndt at komme her. Han gik hen til Døren og tilføjede, før han gled ud: -Saa venter vi en lille Stund. Ida blev siddende.
Sværmen smilte og hilste, langsomt drev man bag hinanden; Hornblæserdrengenes muntre Signaler lød ned fra Volden over Bredden og Vandet.
Den ene af Stiftsdamerne, af hvilke ingen havde forstaaet noget, sagde: -Kære I to, det er som jeg si'er saa tit til Charlotte Amalie, naar vi saadanne sidder for os selv og ser ud over vore Bekendte: Revner kommer der dog altid. Stiftsdamen udtalte e'et i Revner som et æ. Fru Schulin smilte og sagde: -Der er no'et i det. Hvad siger De? vendte hun sig til Moderen. Moderen fo'r sammen.
Et Øjeblik smilte han bittert, men saa blev han alvorlig. "Sludder, Kone skal man sku ha' alligevel, og saa faar det andet flaske sig, som det bedst kan." Og han drejede sig energisk paa Hælen og gik hjem til sin svagelige Kone og sine otte smaa Børn. Men henne bag en stor Sten stod Sanne og Johannes og saa paa hinanden.
-Ja hvad Lange angik, kunde han sige, hans Nerver havde danset ... Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Værtindeblik stadig hen over Bordet ogsaa Professoren sørgede hun for, saa bød hun ham, og saa rakte hun ham noget med en egen dæmpet Omhyggelighed : -Ja sagde hun, Hr.
Julius kom allerede og meldte Thetid, da Karl sagde, for han kunde ja gu' heller ikke blive ved at snakke hele Tiden: -Tante Charlotte kunde komme herover til Whist, Mo'r. -Ja, det har Du Ret i, vi er jo et helt Parti. Jeg kan spørge hende før The. Da Fru von Eichbaum var gaaet, rejste Karl sig fra sin Stol og gik hen til Idas Sofahjørne: -Naa, hvad saa, sagde han og smilte ned imod hende. -Naa
Dagens Ord
Andre Ser