Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 19. juli 2025
-Jeg saa det jo, sagde Fru von Pøllnitz, Hendes Højhed rejste sig straks efter Balkonscenen. -Og gik alene med en Lakaj. #Hjem?# spurgte Mademoiselle Leterrier. -Paa Slottet saa man Hendes Højhed Klokken elleve, min Go'e. -Klokken elleve. Mlle Leterrier trak Ordene ud, som om hun vilde presse ind i dem alle de Misgerninger, man kunde begaa fra Balkonscenen til Klokken elleve.
-Naturligvis kan de se Slottet, sagde Maria Carolina. Hun blev staaende i Vinduet, da Kastellanen vendte tilbage til Porten. Hendes Højhed gik et Par Skridt tilbage, da hun saa Josef Kaim. Hun stod et Øjeblik bleg ved Egebordet. Saa gik hun hastigt mod Døren. Selskabet var allerede paa Trappen. Hendes Højhed gik et Par Skridt ned og standsede. Det var en seks-otte Mennesker Folk fra Theatret.
Ikke saa snart fik han Færten af at nogen mente at have Krav paa ham, før han benyttede den første Lejlighed til at vise, hvilket Svælg der var imellem dem. Jeg hilste og var tavs, men jeg maa tilstaa, at jeg følte mig saaret efter alt, hvad der var passeret imellem os. Han førte mig op til Slottet, hvor vi gennem en Bagdør slap ind i hans Privatkabinet.
Vi efterlod vore Soldater i deres lune Kvarterer, og da der kun var en Fjerdingvej til Slottet, lod vi ogsaa vore Heste hvile ud.
Langs op ad Gaden mod Slottet red en lang Række af Adelsmænd og høje Herrer. Mikkel for til Vinduet. Saa maa jeg afsted, mumlede han uroligt. Det var galt at blive saa længe borte, hvis nogenting stod paa, han kom rimeligvis i Forlegenhed nu. Mikkel gik straks. Axel blev staaende og saa, hvorledes alt hvad stolt og rigt var i Stokholm langsomt trak op mod Slottet.
Og mildt og venligt vedblev hun at tale for Sønnen, indtil hun lidt efter lidt fik lokket ud af ham en brudstykkeagtig Beretning om, hvorledes han hin skæbnesvangre Aften som en vanvittig havde stormet rundt i alle Værelser for at søge efter Alvilda; og at den Tanke pludselig var slaaet ned i ham, da hun ikke var til at finde paa Slottet, at hun var søgt ned i Straahytten.
-Men vi vil jo lege Munk, sagde Maria Carolina. Hun tog en anden om Armen; den lille græd, som hun havde en Kniv i Halsen. Maria Carolina slap hende. Hun saa' et Øjeblik endnu paa de smaa, som snøftede i Klump. Saa vendte hun sig og gik. Mlle Leterrier vaagnede. De vendte hjem til Slottet.
De sad trøstig i Baaden og omfavnede deres Bylter, Jakob saa til sine Træsko, hvor den ene Gjord var sprungen, jo det var paa Tide. Men de havde ikke straks Held med sig, det blev dem forment at komme ind paa Slottet den første Dag, saa at de maatte søge Herberge i Byen.
Men jeg var ikke bleven Spor af klogere paa, hvad den unge Duroc ønskede af mig. "Hvorledes kan jeg saa tjene Dem?" spurgte jeg. "Ved at tage med mig." "Til Slottet?" "Netop." "Hvornaar?" "Med det samme!" "Men hvad har De i Sinde at foretage Dem?" "Jeg ved, hvad jeg vil gøre. Men alligevel vil jeg gerne have, at De tager med mig!"
Konversationen gik over til større Almindelighed: Disse Landsbypiger i det hele, mente Løjtnanten ... det er godt nok ... jeg mener ... Men ser De, Forstander ingen #Dannelse# Nej, Byen véd De det er no'et ganske andet.... Løjtnanten havde "fundet no'et" -Ser De man bor jo i Kvarteret ... Dér har de jo lagt #Slottet# man #maa# jo bo dér ... enten paa "Berren" eller paa "Vesten"....
Dagens Ord
Andre Ser