Stær stod ogsaa op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just naar man endelig en Gang har faaet noget sagt, sagde han og han gik ind i Læsestuen med Berg. Et Par af »d'Herrer« sad og stod med Dagens Aviser. Hr. Stær lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet: der var i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, saa de skrævede.

Fem-seks Bønderkarle var kommet og stod og skrævede i en Klump midtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slæbte Godset frem, en enlig grønmalet Kasse, der saa' ud som' den var tabt ved Kanten af Vejen. Præstens garderhøje Datter rev Perronlaagen op og kom ind. Stationsforstanderen slog Hælene sammen og hilste. -Hvad vil Frøkenen idag, sagde han.

Som det listede afsted i Tusmørket ind gennem den snævre Landsbygade, lignede det et stort tottet, lavbenet Dyr, der trisser af fordybet i Betragtninger og snuser til Jorden. Læsset holdt udenfor Serritslev Kro; de svedige Heste vendte Hovedet tilbage og smagte paa Bidslet, de kunde nok lide at staa. Kusken lindede sig ned paa Hamlen, skrævede til Jorden og gjorde Tømmen fast.

Da rejste et lyslevende Menneske sig op fra Sengen, en fornem klædt Fyr med et langt blegt Ansigt, han skrævede ud fra Sengestedet og smilede til Axel halvt skræmt og halvt med Forsøg paa Lystighed.

Mandslingen deroppe blev siddende, til Niels havde faaet Tag i Stenene paa Æggen, saa rejste han sig og retirerede forsigtigt et Stykke ind paa Fjældet, medens Niels smed Faaret op over Fjældkanten og langsomt fulgte efter. "Naa, saa det er dig, der stjæler mine Faar," sagde Mandslingen. Han havde begge Hænder dybt i Bukselommerne og skrævede med de korte, spinkle Ben.

Jeg klatrede derefter op af Rebet, trak det op efter mig og sprang ned paa den anden Side. Paa lignende Maade kom jeg op paa den anden Mur og sad netop og skrævede imellem Spigerne, da jeg saa noget blinke i Mørket nedenunder. Det var Skildvagtens Bajonet, og da den anden Mur var betydeligt lavere end den første, var jeg nu saa tæt inde paa ham, at jeg næsten kunde naa ham.

Da rejste den ene af Knægtene sig, gik et Par Skridt frem i Stuen og tog høfligt tilorde paa sin tysk: Vor Lystighed var ikke ondt ment gør De os ikke den Ære at drikke et Glas Vin? Danke, sagde den lange og gik til Bordet med flere Skrabud. Før han skrævede over Bænken og satte sig, gjorde han en Bøjning mod hver især og nævnede sit Navn, Mikkel Thøgersen, studiosus.

Niels hørte ikke Ordene, men han saa Mandslingens Læber bevæge sig ivrigt forarget. Og der trak næsten som et Smil op bag hans fortænkte Ansigt. Om han ikke næsten følte Medlidenhed med denne lille, dumme Mand, der stod der og skrævede og kaldte ham Tyveknægt lige op i hans aabne Øjne.

De gjorde ham til Genstand for Kultus, Ungdommen, de dansede om ham og sang en taknemlig Vise. Mikkel skrævede afvejen og gemte sig bort inde paa St. Nicolaj Kirkegaard. Her laa han det meste af Dagen i en tæt frodig Krog mellem Gravene og lod Solen skinne paa sig. Der var stille rundt om, Fuglene pippede, og Fluerne fløj hid og did.

Han sad og stirrede lige ud i Luften, som om intet var sket, lige forbi Mandslingen, der stod og skrævede og fyldte op foran ham. Saa skar Mandslingens pibende Stemme gennem Stilheden. "Tyv." Kæmpen løftede langsomt sin svære Krop, saa han sad oprejst i Stolen. Saa skød han Albuen ind over Disken, lænede Hovedet mod Haanden og saa paa Mandslingen, der stadig stod og skrævede.