Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 23. juni 2025
Hendes Helene stod ved Siden af sin Moder. Hun vilde helst være fri for at lege med. Møllerens havde bygget nyt Stuehus og vilde opad. De gav to Selskaber om Aaret, hvor Folk sad i Kreds og stirrede paa de nye Møbler. Alt #blev ved# at være nyt. Paa alle Møblerne var der Ting og Stykker, Frøken Helene havde forarbejdet.
Alle snakkede i Munden paa hinanden, siddende og staaende rundtom i Stuen, hvor de store svære Møbler de var ikke fornyet siden Konferentsraadens Død for ti Aar siden var spredt over Gulvet: -Det er Asta, sagde Konferentsraadinden. Jeg holder ikke af det. Jeg vil helst sidde fast opad Væggene.
Naar alle Poser var pakkede, var der ikke Sukker og ikke Kaffebønner i Huset. -For vi ta'er af vores egne, sagde Moderen, naar det kneb. Saa om Eftermiddagen kom Husmandskonerne sjokkende. Det var ligesom de saa underlig sneg sig opad Huset, naar de kom.
Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogsaa at spise og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige Øjne, og bevægede undertiden pludselig Skuldrene opad som en lille Fugl under Æggeheden. -Mathilde, sagde Asta over Bordet og lo til Berg. -Der flyver dig en stegt Due i Munden. -Ja, sagde den lille frue og fo'r sammen. De drak med hinanden.
Da jeg kom til mig selv igen, saa jeg opad og se: jeg havde over mig en Himmel af Bjælker; jeg troede jo, jeg var død, og at det var Himlen. Men saa hører jeg en sige: „Eva, skal du ikke smage paa disse Lækkerier?“ og saa kom jeg med et til at tænke paa, at vi Mennesker har til Vane at spise; det havde jeg ligesom helt glemt. Jeg havde fastet en Nat og to Dage.
A' hun osse skue ende hos vos. Hun tager med begge sine Hænder om mine. Godnat begge to og Tak for Hjælpen. Da jeg er kommet et Stykke opad Vejen, vender jeg mig atter om imod Huset. De staar endnu begge to udenfor Døren. Marie holder Lygten, mens Moseper endnu en Gang prøver om Slaaen holder. Saa trisser de sammen ind i Huset, han forrest, hun bagefter.
Hvor prægtig der end var, tænkte jeg dog, at der var langt prægtigere hjemme, hvor jeg kunde sidde og samtale uforstyrret med Emmy og Andrea Margrethe, og jeg lod derfor et Par Ord falde om, at det var dog temmelig koldt endnu; det vilde være bedre at vente til opad Dagen med at spadsere, for saa vilde det være mildere.
Og som forstenede sad de begge tavse og ventende, hver paa sin Side af Skrivebordet foran den tavse fremmede. Udenfor var Akten forbi, og de herte Koristerne, der støjende løb til deres Garderober opad Trappen. De skælvede, naar de hørte Skuespillernes Stemmer tæt ved Døren.
Minna saae forbavset ikke just paa ham, men i den Retning, hvor han befandt sig, som om det undrede hende, at der kunde komme nogen Bemærkning derfra. Da det begyndte at gaa opad, døde Samtalen snart hen. Stigningen faldt Minna besværlig, hun maatte hvert Øieblik standse paa Grund af Aandenød og Hjertebanken. Stephensen gik et Par Skridt foran, hun tog min Arm og støttede sig til mig.
Jeg antager, at vi steg opad i en Timestid, og min daarlige Ankel, mit smertende Øje og Frygten for, at dette Saar skulde ødelægge mit Ydre, bevirkede, at jeg aldrig havde foretaget nogen Rejse med mindre Fornøjelse end denne.
Dagens Ord
Andre Ser