Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 21. juni 2025
Han nynnede hele Tiden Melodi efter Melodi, et helt Potpurri. Han mødte Posten i Porten. Han følte, han blev ligbleg, men han gjorde sin Stemme rolig: "Har De Brev til mig?" spurgte han. "Ja ..." "Pengebrev?" "Tusind Kroner, Hr. Høg " William greb ham i Armen. "Tusind Kroner," sagde han aandeløst, "hvor er de?" "I Tasken men der skal først kvitteres." De kom op.
Og han fyldtes af en Styrkens og Livets Glæde som et Markens Dyr. I denne Fornemmelse var der en Flugt. Men for Mennesker flygtede han ikke. Tvært imod: han holdt af at høre deres Stemmer om sig, fremmede Stemmer, der for ham blot var Lyd. De nynnede Stilhed ind i hans Sind. Denne Stilhed var det, han trængte til.
"Jo, vi Damer sidder vort halve Liv og venter paa at blive "lykkelige", og det andet halve sidder vi i en Krog og sørger over, at vi ikke er blevet det." De drejede ned i Søgangen. Frøken Falk nynnede sagte, William var besynderlig betaget. Han havde paa én Gang saameget at sige naar han blot vidste hvordan. Saa satte han lige med ét i et Spring ind paa at tale om sin Moder.
Og deres Læber mødtes i et langt Kys ... William kunde ikke sove den Nat. Gerson pludrede i ét væk om Aftenen, da de klædte sig af, og William sagde "Ja" og "Nej" uden at høre et Ord af, hvad han sagde. Han gik rundt i Værelset og trallede og nynnede og kunde ikke finde Ro.
Moderen løftede, i Mørket, det blege og dejlige Ansigt og, halvt uden at vide det og ganske sagte, nynnede hun frem for sig: Som Planten visner for dens Rod er uden Væde; som Blomsten bliver bleg, for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen, for Du har ej mig kær. -Synger Du, min Pige? sagde Hans Excellence pludselig fra Mørket. Moderen fo'r sammen.
Og han havde paa Fornemmelsen, at han med Flid undgik at blive alene med ham. Men en Aften kunde det ikke undgaas, at de kom til at følges ned ad Gaden, da de skulde hjem. De var længe uden Ord. Flyge gik og nynnede. Hansen-Maagerup tænkte et Øjeblik paa, om han skulde gaa lige løs paa det, der dog laa dem begge paa Hjerte, og spørge ham, hvad i Grunden hans Mening var med Anna.
Den var altid stridig, vilde saa ikke op, saa ikke i. Det kostede dem at komme fra hinanden. Franz troede og troede ikke, og han ventede ikke og haabede ingenting. Men han maatte være hende nær. Naar hun bare sad der, ved hans Bord, den hele Dag og legede saadan, spillende med sine Hænder, langs Balustraden, som hun plejede, mens hun nynnede ganske sagte. Blot hun vilde det.
Dagens Ord
Andre Ser