United States or Montserrat ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa nærmede en Tjener sig ham, hilste ham med den største Ærbødighed uden at se paa ham og sagde noget, jeg ikke kunde høre. Nikola vendte sig om mod mig og bad mig om at betale Folkene. Jeg gjorde det, og de vendte straks tilbage til Byen, ad samme Vej, de var komne. Saa henvendte Nikola sig til Munken, som stod og ventede, og sagde, idet han pegede paa mig: "Dette er min Sekretær.
"Men hvad tror De, han kan have fortalt dem?" spurgte jeg, "og hvem kan De Folk være, som har udspurgt ham?" "Han kan ikke have fortalt dem meget," svarede Nikola, "fordi der ikke var meget at fortælle, og hvem de Mænd er, har jeg ikke den fjerneste Anelse om. Jeg har af Princip Mistillid til ham!" "Men hvorfor sender De ham til Williams?"
Han udførte dette Hverv med saa stor en Hurtighed, at han var tilbage paa mindre end to Minutter, og gav mig Tegn til at følge sig. Jeg fulgte ham altsaa ned ad Korridoren og traadte ind i et lille Værelse til venstre. Døren blev straks lukket efter mig. Der var ingen i Værelset, og jeg havde saaledes Lejlighed til at undersøge det efter Behag og drage mine Slutninger, før Dr. Nikola kom.
Hele Ejendommen hvilede i dybt Mørke, men efter at jeg havde banket to Gange paa Døren, saa jeg et Lys i Korridoren nærme sig langsomt. Døren blev aabnet, og en kinesisk Tjener stod for mig med et Lys i Haanden. "Bor Dr. Nikola her?" spurgte jeg i en noget betuttet Tone. Tjeneren nikkede, hvorpaa jeg rakte ham mit Brev og anmodede ham om straks at aflevere det.
Da vi havde taget dette Overblik og begyndte at tænke paa at gaa hjem igen, henvendte jeg mig til min Ledsagerinde og udtalte de Tanker, der opfyldte mig. "Ja, nu er jeg jo rask igen og kommer vel snart til at forlade Dem," sagde jeg; "det kan vist ikke vare længe, før jeg hører fra Nikola." Hun var tavs et Øjeblik. Saa svarede hun: "De maa ikke være vred paa mig, Hr.
Den blev stærkere og stærkere, indtil vi naaede Forhøjningen, og da saa Nikola havde indtaget sin Plads og jeg min, lidt tilbage fra ham, begyndte den at dø langsomt hen igen. Da den var holdt op, slog en stor Klokke i Taget over vore Hoveder tre Slag. Dens Støj var næsten øredøvende. Den syntes at opfylde hele Hulen og saa lige som den før omtalte Musik at dø langsomt hen igen.
Jeg kunde heller ikke lade være at tænke paa, hvordan det vilde gaa os, hvis vor Hemmelighed blev opdaget, og vi blev nødt til at løbe Spidsrod mellem disse Mennesker. Gudstjenesten var ikke lang, og lidt efter en halv Time var vi tilbage i vore Værelser igen. Saa blev Nikola kaldt til et Møde hos Ypperstepræsten, og medens han var borte, gik jeg ned og drev omkring i Gaardene.
Jeg gik lige hen til ham og tiltalte ham som følger, skønt jeg neppe troede, det var muligt, at det var ham: "Hvis De er Dr. Nikola," sagde jeg, "hvad jeg neppe kan tro, saa beder jeg Dem om at give mig mine Instruktioner." "Naa, saa De kender mig ikke?" hviskede han. "Det glæder mig; jeg vilde gerne prøve Dem.
Før jeg kunde gøre nogen Indvending eller stritte imod, var et mærkeligt Træhalsbaand blevet lagt om min Hals, og en Skrue blev drejet saa længe, at én Omdrejning til vilde have kvalt mig. Jeg hørte igen den gamle Mand sige i en ensformig Tone: "Hvad véd De om Dr. Nikola?" Jeg prøvede paa at gentage min tidligere Forklaring, men Halsbaandet sad saa tæt, at jeg ikke kunde tale.
Jeg listede mig hen til Døren, ventede et Øjeblik og aabnede den derpaa pludseligt. Der var ingen udenfor, og jeg gik saa tilbage og flyttede min Stol nærmere hen til Nikola. Han havde taget et Brev op af Lommen og lavede sig øjensynligt til at læse det for mig. Men før han gjorde det, sagde han med dæmpet Stemme: "Denne Meddelelse er fra Prendergast, jeg modtog den i Dag ved Middagstid.
Dagens Ord