Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 2. juni 2025
Og allersidst maa vi ud paa Skovgærdet og se ned mod "Sofies Minde". Der er Lys i alle Vinduerne. De blinker saa trygt. Det er Vinter. Der kom en lille Buk gaaende ganske langsomt ud af en Bøgetykning. Den gik saa fredeligt og kvistede. Ved en Birk blev den staaende stille og gned sig op af Stammen. Strakte Halsen og gnubbede Bringen mod Knasterne.
I vor Marine har der, saavidt vi vide, ikke i Mands Minde været Ild af nogen Betydenhed paa de tilsøesværende Skibe, og Grunden hertil kan maaskee søges i den Forsigtighed, hvormed man ombord omgaaes Ild og Lys. Det er saaledes aldeles forbudet at føre Frictionssvovlstikker med ombord, og det brændende Lys indesluttes altid i en Lanterne.
Det interessanteste Minde, jeg har tilbage fra Lyra, er vor Slutningsfest, en tre Dages Reise i de smukke Pintsedage i 1837. Den gik til Frederikssund, Jægerspris og Frederiksværk, hvor jeg første Gang saa Maleren Lundby, som siden blev en af mine bedste Venner. Derfra gik vi til Tisvilde.
-Men man har det forklarede Minde, sagde hun. Og Gensynet. -Ja. Bai førte de to Fingre hen over Øjnene. De talte om "den kære Afdøde", mens Bai fik sit andet Glas. Lille-Jensen sad i Mørke ved sit Vindu, for at høre, naar han gik. Lille-Jensen var mest i Præstegaarden i den sidste Tid. -Hos Abels holder de vist ikke af Forstyrrelse, sagde Lille-Jensen.
Han blev staaende nogle Øieblikke med Ryggen imod hende, saa vendte han sig: -Se, sagde han. Der var ganske mørkt paa denne Kant af Haven. Men ude i Dunkelheden saa man de store Busketter rage med deres Skygger op mod Himlen, og fra Alléens Træer steg Kastanieduften op fra Mørket. Ellen reiste sig, og de saa begge ud; begge skælvede ved det samme Minde.
Og de andre forstod det, og mildt undveg de alt det, som kunde minde og saare, og talte kun om den gamle Tid. Stille, fortabt i Tanker saa Otto Heinrich ind i Lampen. Ja han havde lidt, den stakkels Dreng han havde gaaet noget igjennem. Naar han var gaaet til Ro, blev de to tilbage stille Glæde holdt dem sammen. De talte ikke saa meget, Priorinden syslede rundt i Stuen, Frøkenen strikkede.
Her talte de altid dæmpet og hviskende, her sad de ofte Arm i Arm og betragtede hinanden med tavse Smil, der paa samme Tid var et Minde og et Løfte; fra dette Sted stængte de Verden ude for at tale om Fortiden, i hvis mindste Minder de svælgede med alle Forelskedes Glæde, der gennem Minder fra den første, frygtende og tvivlende Forelskelses Tid vil trylle den første Hengivelse tilbage ved hver Time paa Dagen at gøre Mindet om den første Hjertebanken til Indledning for deres fornyede Kærlighed.
Han satte sig igen. Han vilde tvinge sin Tanke. Han opsøgte sine første Ungdomssorger; at udmale dem skaffede ham Lindring. Han skærpede i sit Minde hin Tids Lidelser, og det var, som han fik Lindring ved at bore sig ind i disse Erindringer, som smertede og dulmede paa samme Tid ... Og paany spurgte han sig selv, hvordan det var muligt.
Men jeg gør det som Minde om min Søn, og saa fordi du trænger til det. Det kunde jo være, det kunde gøre dig lidt mere spag. Men først skal du vide en Ting, og det er, at det, en Far gør for at redde sin Søn, er mere værd end at blive traadt paa af saadan et lille Fjols som dig.
»Det er han ogsaa! Der er noget i hans Prædiken, synes jeg, der undertiden næsten kan minde om Dem.« »Saa aa?« Hun rødmede, sagde hurtigt Farvel, men yttrede dog endnu en Gang sin Glæde over saa uventet at have faaet sin gamle Ven her til Maedenham. Han sukkede. Skønt han var ung og smuk, sukkede han. Sognepræsten traf han i Studereværelset.
Dagens Ord
Andre Ser