United States or Cameroon ? Vote for the TOP Country of the Week !
Etatsraadinde Knudsen, der var lidt døv, og som først nu var kommet rigtig paa det klare med Samtalen hidtil havde hun indskrænket sig til at nikke glad ned til Konferentsraadinden hver femte Minut sagde, at de hørte, de læste de fik for meget at vide.... -Og danser for meget, sagde Professor Jürgens ned over sin Tallerken. Man serverede en Oksetunge i Madeirasauce med Trøfler og Hr.
Konferentsraadinden øste selv op, og Sundt sagde med Servietten stukket ind under Vesten, saa den skærmede et Stykke af Skjorten og slog ud med de kønne Hænder over Bordet: -Er det nu ikke rart? sagde han og smilte som en Bisp i en Gaaserede.
Han vidste ikke selv, hvad Paaskud han for Konferentsraadinden fandt til at gaa hvor Synet af hendes gode Ansigt smertede ham, som en hemmelig Tyv ; ude i Gangen stod den lille Fru Stern: De gaar ogsaa, sagde hun, helt forfjamsket. -Ja, sagde Berg. -Ja Jeg ogsaa, sagde hun og gav sig til at knappe Handsken op igen.
Man fik en Fisk med Hummer, og Konferentsraadinden, der havde Vinsmag, lod særlige Mærker gaa, støvede, rundt i Kurve: -God? ... Ikke? nikkede hun fornøjet rundt til Herrerne. -En Vin, kære, sagde Ekberg op imod hende. Han nænnede slet ikke at sluge den.
Konferentsraadinden snakkede og lo højt med begge Hænder strakt frem mod hver, der kom saa man saa' hendes to Rader Tænder, saa hvide og sunde, som prøvede de hver Dag Kræfter med tykt Rugbrød. Herluf undskyldte, at han kom for silde: -Ja det véd Gud, De gør, lo Konferentsraadinden og rystede hans Hænder.
-Man ser bare, du, at noget er der i Vejen, sagde Konferentsraadinden. Og Skylden er vel vor, Anna, sagde hun: vi har vel ikke forstaaet at passe rigtig paa dem. -Konferentsraadinden havde Taarer i sine store gode Øjne; hun tænkte paa Asta, som var hendes kæreste og nu »sad derovre og passede Syge«.... De to gamle Veninder sad længe tavse og triste ved Siden af hinanden.
Der var tolv, femten Mennesker i Stuen: Ægteparret Jürgens, Professor Jürgens fra Landbohøjskolen, Fruen var fra Nakskov, en Ungdomsveninde af Konferentsraadinden; Hr. og Fru Ekberg, der ikke havde regnet paa Daglys før Bordet og var lidt for pudret; Etatsraadinde Knudsen ogsaa fra Nakskov med Datter, Sundt: en lille ung Fru Stern, som Berg ikke kendte, og som han skulde have tilbords; Frøken Asta og Frøken Julie; og Huslægen med Kone, der nu kom med Tungen ud af Halsen og erklærede, han havde en Ulvehunger.
Asta var jo helt borte, ovre i Blekingen, og Julie »havde næsten nok med at danse«, som Konferentsraadinden sagde. -Naar hun bare havde lidt af de Tanker, den anden har for mange, sagde hun. -Ja, ja, nikkede Fru Knudsen. -Men man forstaar dem ikke rigtig, sagde Konferentsraadinden ind mod Øret af Veninden; forstaar dem ikke hverken den ene eller den anden. -Næ, næ, rystede Etatsraadinden.
De lo igen, og Konferentsraadinden, der var færdig med Suppen, sagde betænksomt: Ja det er mærkeligt ... Naar jeg tænker paa min Moder.... -Hm, sagde Julie, der delte Berg med den lille Fru Stern: jeg vilde dog finde det rart, om Bedstemødrene blev ved at gaa med Kappe.
Konferentsraadinden sad med Taarer i Øjnene over sit Glas hun tænkte paa Konferentsraaden. -Mo'er, hviskede Asta op. -Lille Børn, sagde Fru Heltz og saa' fra den ene Datter til den anden. Hun løftede Glasset og Døtrene svarede.
Dagens Ord