Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !

Opdateret: 23. juni 2025


-Nej aa, nej, sagde Madam Bolling, og, idet ogsaa hun pludselig faldt ind i Tines Tone, skaendende eller hidsig, sagde hun: -Men det er vel dit Hjem dog derhjemme, og man kunde vel blot se dig. Tine svarede og de blev ved at tale hidsigt, om et Intet, der faldt for, hojt, saa man horte de skaendende Stemmer ud gennem Doren. Madam Bolling brod op.

Det var vel næppe altid morsomt derhjemme, men hun forstod at oplive den landlige Tilværelse. De første Vintre havde Faderen og hun tilbragt i København, og saa havde de om Sommeren haft fuldt op af Fremmede, de Bekendtskaber, de havde dyrket inde i Byen om Vinteren.

Fra den Dag havde Adolf stadig haft Sølvskabet i Tanker som en »Udvej«: Hver Dag fordrede jo Udveje. Men han havde ikke haft Mod, skønt han tidt havde været derhjemme om Formiddagen, naar Huset var tomt og alle ude undtagen gamle Marie, som det var saa let at sende bort: Gamle Fru Adolf var sjældent hjemme om Formiddagene nu.

Hun blev staaende og hun saá paa alting, det store Skrog og Masterne og Kahytsdørene, som var lukkede. Det skulde hjem og glide gennem Vandet derhjemme. Spillene gik og Folkene arbejdede i Lasten endnu. De skulde komme forbi Stranden og Skoven og alle de dejlige Marker.... Og Karen Badekone vilde staa og se efter Skibet og hejse Dameflaget paa det hvide Badehus. Ida blev staaende.

Saa sagde hun med Øjnene stort aabnede: -Véd I, hvad jeg aldrig kan glemme? Saa Plænerne var grønne derhjemme. De dejlige, de dejlige Plæner, sagde hun. -Og Humlehaven, sagde Moderen og aabnede næppe sine Læber, mens hun sagde det.

Og dels fordi han stille glædede sig til ved sit surterhvervede Verdensmandsvæsen at kunne accentuere for «Bønderne» derhjemme, at han, trods sit Maskepi med dem, dog var en ægte Adelsmand, der havde forstaaet at vinde sig en Brud af det reneste og fornemste blaa Blod .... Og saa fik vel ogsaa denne Skolemestereren en Ende, naar Alvilda først var bleven hans Kone!

Han pludrede længe om Moderen og om dem alle derhjemme, om hvordan de havde det, og hvor de boede. -Ja se Mo'er hun græder nu mest ... Lige med ét blev han blodrød og tav. -Ja for det er bare noget ... han var lige ved at vande Høns ... det er slet ikke sandt, at Mo'er er død ... Det er bare no'et, Hr. Theodor Franz vil ha'e ... For Mo'er er derhjemme.

Vi taler om Jer alle Jer, som udretter noget ude i den store Verden mens vi sidder i vor Krog ja, vi har Tid til at ønske godt for Jer og følge, hvad I gjør ... Saadan, naar man selv er kommet til Ro naar man sidder hen, du, og dog ikke er helt unyttig i sin Krog, saa faar man Tid til at holde af Jer, I Tumlemennesker. Hvor mange Gange tror du ikke, jeg har talt om dig derhjemme om Aftenen.

Naar hun sad og spillede i den mørke Stue, tænkte Fru Bai næsten altid paa sit Hjem. De havde været mange Søskende, og der var altid saa megen Afveksling derhjemme. Hun var den yngste af dem alle. Da Faderen endnu levede, var hun saa lille, at hun om Middagen knap en Gang kunde naa op til Tallerkenen. Faderen sad i Sofaen i Skjorteærmer, og de stod rundtom Bordet, alle Børnene, og langede til.

-Og her er s'gu ogsaa Drikkevarer, sagde Karl. Ida hældte Kaffen i de gamle Kopper, mens Karl blev ved at sidde og se tilfreds paa Sagerne og de talte om de gamle Ting, Kagekurven og Armstagerne: de holdt Vagt ved Konkylierne derhjemme, sagde han. -Ja, de stod paa Fløjen, sagde Ida.

Dagens Ord

pegasos

Andre Ser