United States or New Zealand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvad er det, hvad vil han? raabte Jens Andersen imidlertid og gik fra Bordet. Mens han kom lige løs paa Axel, blev han hurtig alvorlig, og da han stansede brat en halv Alen fra hans Bryst, saa han ud til at ville slaa. Hvad? Axel greb sig i Brystet efter Brevet, han skulde bringe, men dermed havde Jens Andersen forstaaet ham. Det er godt, sagde han, det kan vi siden snakke om.
"Hvis jeg lader Dem rejse, er det kun for Øjeblikket," sagde Hr. Carruthers, da jeg skrev mit Navn. "Jeg har i Sinde, at De skal gifte Dem med mig hører De?" " Qui vivra, verra! " sagde jeg igen. Saa lo jeg og rejste mig med Brevet i Haanden. Lord Robert saá næsten ud, som om han var ved at græde, da jeg fortalte ham, at jeg tog bort om Eftermiddagen. "Jeg skal nok faa Dem at se igen," sagde han.
Men der var som en sammenpresset Angest over Ordene, og bange skrev hun tøvende og frygtsomme Sætninger, der saa stille bad. Og længe stirrede hun paa Brevet, hun havde skrevet og sukkede tit. Frøken von Salzen havde faaet en ren Passion for at kjøre paa Jærnbane. Om hun ikke tog afsted hvert Øjeblik. Og Himlen maatte vide, hvorhen.
Jeg skulde finde Williams' Hus, give ham Brevet og komme hurtigst muligt tilbage til Nikola. Endelig naaede jeg det engelske Kvarter, passerede Konsulens Hus og ankom endelig til den Villa, jeg søgte. Et klart Lys skinnede ud gennem et af Vinduerne, og jeg gik henimod dette. Da jeg naaede det, opdagede jeg, at Husets Ejer sad ved et stort Bord og skrev.
Men de gled sporløst forbi, efter den sidste Termin aandede jeg op, som en Befriet. Det var helt mørkt i Værelset, da jeg belavede mig paa at gaa hen til Hertz. Pludselig gik Døren op paa Klem. »Her er et Brev til Dem,« sagde Pigen og stak noget Hvidt ind. Jeg blev ganske stiv af Skræk paa denne Tid, det er jo umuligt! Brevet var meget stort og stift, det beroligede mig.
William var for glad til at lægge Mærke til Professorens Væsen, hans Hænder rystede, da han tog Brevet, han søgte at takke, men han stammede blot. "God Lykke," sagde Professoren, Han var gaaet hen til Døren, William følte, han maatte gaa, men han ventede nogle Øjeblikke med Haanden paa Dørlaasen.
Herluf sad ganske lamslaaet med Brevet i Haanden: at Erhard var saa syg, alvorlig syg skulde mod syd, og han havde slet ikke vidst det ... Han syntes dog, han havde nyligt set ham og talt med ham paa Gaden ... Men det kunde ogsaa gerne være, det var en hel Maaned siden.
Vi læste det sammen nede i det lille Lysthus, da der havde indfundet sig en af de Tanter, som »ikke var saa rigtig heldige«, og for hvis Selskab Minna gjerne vilde forskaane mig saa vel som sig selv. Brevet beroligede mig, da det syntes mig at være vel skikket til at gjøre Ende paa hele hint uklare Forhold.
Jeg bragte strax Brevet hen paa Posthuset, skjøndt det ikke mer kunde komme med noget Aftentog, og jeg ligesaa godt kunde have puttet det i en Brevkasse. Det beroligede mig uendelig, at jeg nu havde sat mig i Forbindelse med Minna, og det paa en saadan Maade, at Ingen vilde kunne dadle mig derfor. Den næste Dag gik jeg strax hen til Hertz's.
Det vilde jo ogsaa være saa rart, sagde »Stemmen« rigtig saa nemt. -Nej, nej, sagde Herluf og rejste sig energisk: nej, nej, alt andet kun ikke det. Han gik op og ned i Stuen før han igen satte sig med et Suk og læste Brevet: Asta var stadig ovre hos Sterns i Blekingen for at pleje Mathilde og være hende til Selskab. -Den Lille er død, skrev hun. Maaske var det godt.
Dagens Ord