Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 26. juni 2025
Ja fik man det Indfald, naar man gik hjem fra Skolen, at lægge Veien over Volden, var det lige saa galt; man havde jo Skolebøgerne under Armen, og "Ingen maatte bære Noget paa Volden". Min Fader var ikke nogen studerende Mand; sin Fritid anvendte han helst til at færdes i det Frie.
Han slyngede alt, hvad han havde lidt, alle Ydmygelser, alle Skygger over paa de store Dødes Skuldre, og de kunde bære dem. Dette var deres, hans, Slægtens. Her kunde han aldrig blive ene, for de var her.
Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære både Gaver og Slagtofre for Synder, som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han også selv er stedt i Skrøbelighed og for dens Skyld må frembære Syndoffer, som for Folket således også for sig selv Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo også Aron.
Derved er min Fader herliggjort, at I bære megen Frugt, og I skulle blive mine Disciple. Ligesom Faderen har elsket mig, så har også jeg elsket eder; bliver i min Kærlighed! Dersom I holde mine Befalinger, skulle I blive i min Kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders Befalinger og bliver i hans Kærlighed.
Peder vil blive henrykt ved at se Dig! ... Næ, er det Dig , Thora Seemann! vil han sige og brede Armene ud: Kom dog her, saa skal jeg bære Dig lige ind for Vorherres Throne! Den gamle Frue smilede, medens Taarerne endnu løb hende ned over Kinderne: Ja, var det Dig , der var St. Peder, lille Isidor, saa havde jeg nok ingen Nød ... Thora kan godt faa en Anbefaling med fra mig.
Sire!" skreg jeg; men da der ikke kom en Lyd til Svar og ikke en Bevægelse, medens den røde Cirkel paa Grønsværet blev større og større, saa vidste jeg kun alt for vel, at det var forbi. Da sprang jeg rasende op, kastede min Kappe og løb, saa hurtig mine Ben kunde bære mig, efter den Skurk, der endnu var i Live.
Damerne kan i Reglen svømme, og de foretager ofte lange Exkursioner ud ad Havet til, sammen med deres Kavallerer. Undertiden tager den Skjønne ogsaa Plads i en af de smaa, kvikke Joller, der ligger ved Bredden, jager afsted i den, fulgt af Herresværmen, og styrter sig, naar hun er kommen langt ud, i Bølgerne, for saa at lade deres Favntag bære hende ind igjen.
Han førte ikke mere Rejsetøj med sig, end han selv kunde bære, han var derfor ikke bunden til Gæstgivergaarde og Amtschausséer men kunde lade allehaande Indskydelser for Dagen og Natten komme til deres Ret. Han var Fodgænger af Natur, han elskede at gøre det af med Timerne ved Tusinder af taalmodige Skridt. Han gennemstrejfede Landene, hvor han kom frem.
Hans Tankeliv stængtes inde bag en tung Melankoli, der ligesom gav hans altfor tidlig slappede Nerver Hvile. Hele hans Eksistens prægedes af en Træthed, der var Frugten af de heftige Sindsbevægelser, som hans nervøse Gemyt ikke havde kunnet bære uden at modtage altfor store Mærker deraf.
Der er et højst karakteristisk Træk, man vil lægge Mærke til, naar man seer en saadan Arbejderfamilie gaa ud om Søndagen. Det er Manden, der maa bære Børnene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der skal betales. En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette Samfund virkelig er et overlegent Væsen. Pariserinden er det.
Dagens Ord
Andre Ser