United States or Cocos Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Du er nu altid lykkelig. Drengene. Fler! fler! Aladdin. Det var den anden. Nu har jeg alt to. Sindbad. Aladdin maa ej være længer med, Den tredje maa han ikke gramse efter; Han har alt faaet nok. Hold paa ham, Drenge! Bogen faldt ud af hans Haand, og han sad længe med bøjet Hoved. Fra den Dag var Aladdin hans Yndlingsrolle, og han deklamerede den atter og atter.
Og mens han knælede og talte, laa han med oprejst Hoved, med Smil, som Allah allerede gav ham Barnefred for Bønnen. Det var forbi. Andersen var staaet op. "Saa er det Halling," sagde han. Direktøren rejste sig, "Det behøves ikke," sagde han, "det er nok med Aladdin." "De antager ham altsaa?" spurgte William. "Hvordan synes De da?"
Det maatte jeg først se. Det er saa morsomt. At høre Sangen, og at se dem gaa Saa langsomt gravitetisk hen med Liget. Selim. Hvi har Du ikke sagt mig det, saa var Jeg gaaet med. Hvem blev idag begravet? Min Fader. Selim. Hvad? din Fader? er han død? Aladdin. I Forgaars Aftes døde han. Selim. Og derom Har Du ej talt et Ord? Aladdin. Saa har jeg glemt det. Selim. Og sørger ej? Aladdin.
Og da jeg saaledes var naaet til den danske Litteratur, skyndte jeg mig at spørge hende, om hun var kommen saa vidt i Sproget, at hun havde læst Noget af vore Digterværker. Ja, jeg har læst Aladdin af Oehlenschläger, svarede hun; den stavede jeg mig igjennem, da jeg kun kunde nogle faa Gloser og lidt Grammatik. Saa kan De vel ikke have haft megen Nydelse af den?
Og da han var kommet lidt hen mod Døren, tilføjede han smilende: "Det er jo Deres Rolle." Andersen hørte ikke. Han gik op og ned ad Gulvet med Hænderne foldede over Brystet, "Ja, lad mig saa tage Aladdin." sagde han. "Saa kommer jeg Klokken halv elleve," sagde William og gik. Klokken halv elleve var Andersen beredt. Han var meget bleg, men han talte roligt. "Er De meget bange?" spurgte William.
Men saa gav han sig til at gaa frem og tilbage paa Scenen, gik ud og ind ad Dørene, betragtede Kulisserne, stillede sig op og bukkede, maalte Scenen og talte Skridtene, kom ind for at bukke, gik ud maalte den Verden, han tog i Besiddelse. William læste meget, og helst læste han Aladdin. Det var næsten et Tilfælde, at den var falden ham i Haanden.
Gerson havde læst de første Sider af Aladdin, da han var tolv Aar, og var aldrig kommet til, hvor Aladdin vaagner, men han sagde "Ja a" for ikke at forstyrre. William lagde sig ned paa Pakkassen, som om han sov, saa rejste han sig og deklamerede. William havde helt glemt Gerson.
"Ikke sandt ..." Derpaa højere: "Overordentlig Lykke. De er vel begyndt paa det store Drama?" "Ja, det er snart færdigt." "Ja saa " "Jo, jeg er i femte Akt." "Naa, Hr. Andersen," sagde Direktøren, "skal vi saa gaa ned paa Seeren?" "Hr. Andersen har taget Aladdin med," sagde William. Direktøren saá lidt paa ham, "Godt," sagde han saa. "De giver jo Stikreplikkerne, Høg." De kom ned paa Scenen.
Om Morgenen sad William Høg endnu ved Bordet. To Dage efter kom William op til Hoff Klokken elleve om Aftenen. "God Aften," sagde han. "God Aften naa, jeg havde ventet Dig i Gaar. Hvordan gik det saa Aladdin?" "Jo-o." William kom hen. "Jeg har skrevet en Komedie, Hoff." "Hvad har Du skrevet?" spurgte Hoff. "En Komedie." Hoff rejste sig, saá lidt paa Høg: "Naar er det gaaet for sig?"
"Nej helst som Aladdin." Han blev rød helt op under Haaret. "Hvad vil han?" spurgte Hoff, som sprang bort fra "Salambô". "Debutere som Aladdin," sagde William. "Naa ikke andet. Ja, det er jo en rar Bid ..." "Men hvorfor vil De ikke hellere spille en anden ... Rolle ... moderne?" sagde William. Bloch talte om Rudin. "Aa," Hr. Andersen var stadig rød, "jeg synes Aladdin er dejligst.
Dagens Ord