Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 4. juni 2025
Og de to Veninder blev staaende Haand i Haand, mens Professoren gik hen til Herrerne, der var overvættes varme og rødho'dede og talte om Adolfs nye Forretning: »Ja, det er nye Spisesedler, han vil lave«, sagde Ekberg og om Gersters Klinik: Det skulde særlig være med døvstumme, han eksperimenterede: -Ja, sagde Dr. Friis, de klager ikke. Alle snakkede, og ingen hørte, hvad den anden sagde.
De tav lidt. Der hørtes ikke en Lyd i hele det store Hus. Foran sig saa' Berg Adolfs blege Ansigt over Pulten: -Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skød han en Sten fra sit Bryst ved Spørgsmaalet, der havde pint ham i Stilhed saa længe: -Hvor bliver vore Penge af? sagde han. Adolf saa' op: Nogle gaar til Fattigskatten, sagde han. -Fattigskatte? hvad vil det sige?
Baade han og Adolfs Fader havde giftet sig med gode, frugtbare, danske Kvinder og var ved dem bleven Fædre til en talrig Børneflok, hvis sydlandske Afstamning havde givet sig til Kende paa forskellig Vis. Hos Adolf havde den saaledes aabenbaret sig i en ustyrlig, næsten til Sindssyge grænsende Heftighed og tidlig modnet, stærkt udviklet Sans for erotiske Glæder.
Og før Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan tale, greb Herluf Adolfs Haand saalænge han levede, vilde Berg mindes denne Haand, saa stiv og kold som en Døendes og lagde et Øjeblik sit Hoved ind mod hans Skulder: -Aa, Adolf, sagde han sagte, mens Taarerne pludselig sprang frem af hans Øjne, de »Papirer« har vi jo alle været med at skrive paa. Adolf var ude, Døren lukket.
Da Berg den næste Formiddag ringede paa hos gamle Adolfs, lukkede den gamle Pige op. Inde i Dagligstuen sad seks, syv Damer tavse, med Hænderne i Skødet, i en Kreds ude paa Gulvet, som sad de paa Vagt om et usynligt Lig. Der var saa mørkt, at man knap kendte Ansigterne. Det var lutter Paarørende og saa Frøken Hansen, der sad ved Siden af Fru Adolf og hele Tiden klappede hendes Hænder.
Siden Konstantin havde været de to Aar i Frankrig, spiste de hos Adolfs efter en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra Paris. Fru Adolf fik det oversat af en Niece og havde snart gennemstukket alle Bladene med sine Strikkepinde for at indprænte sig Ordene.
Det var blevet Adolfs Vane at hænge her i Kontoret til ud paa Natten kun med Selskab af den halvsovende Spenner, der tavs kradsede i sine Bøger. Og naar det var blevet for koldt og snart hen paa Morgenen, maatte Spenner følge ham hjem, gennem hele Byen, lige til hans Dør; skønt al deres Samtale var et Par Tal, Spørgsmaal og Svar, Summen paa en Veksel eller paa en Regning mens de gik.
Adolfs Udtryksmaade blev efterhaanden mere og mere feltherremæssig kort, hvad der maaske ogsaa kom af, at han ikke kendte noget andet Meddelelsesmiddel i Forretningen end Telegrafen. -Under Spenners Ledelse, sagde han. Sværmen blev alt tættere, man kom kun langsomt frem.
Han saa' alt, Buddene og Kunderne og Assistenterne og Trappen, med en urimelig Tydelighed og vidste slet ikke, hvad han saa'. Adolfs Ansigt var fortrukket og hvidt som Kalk, og der stod Kellnere rundtomkring. -Ja, sagde han blot og satte sig. Der blev bragt Direktøren Kognak at holde ved Tænderne.
Tak, Adolfs »Den lille Bogholder i fem Størrelser«, opremsede Gerster efter det bekendte Avertissement. -Men de skal være gaaet svært i Fyrrerne, sagde Berg og begyndte at lé: ... Foreløbig er de Gamle rykket ud fra Pilestræde med alle de fine Mahognitræsmøbler og er flyttet ned i Tordenskjoldsgade. -Hm, sagde Gerster. Kønne Ruder har han lavet sig.
Dagens Ord
Andre Ser