Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. juni 2025
Og det lykkedes mig ikke at komme til at tale mere alene med ham, før vi sagde Godnat. "Friede Malcolm til Dem?" spurgte Lady Ver, da vi gik op i Seng. "Jeg syntes, jeg saá et Blik i hans Øjne ved Middagen." Jeg sagde hende, at han paa en Maade havde gjort det, med et Forbehold til Gunst for Frøken Angela Grey. "Det er alt for rædsomt!" sagde hun.
Han svøbte sig helt ind i Sengetæppet, Hovedet ogsaa, og laa og hviskede med sig selv og syntes, at alting sang baade i ham og om ham. Saa hørte han Gerson snorke. Han satte sig op i Sengen og saá rundt i Værelset, og med Hænderne foldet over sine Knæ under Tæppet begyndte han at deklamere Chevalierens Monolog. Ud paa Morgenen faldt han i Søvn.
Jeg forstod, syntes jeg, at jeg skulde og maatte igennem dette, thi først da kunde jeg naa det, jeg stræbte efter. Og atter begyndte jeg at kæmpe. Atter gik jeg ud blandt andre Mennesker, rolig stillede jeg mig som Skive for deres Spot. Og da de saa min Ro, blev de dristigere, skamløsere i deres Haan. Jeg bar det, thi jeg forstod, at dette vilde høre op, og det hørte op.
... Langt om længe enedes man om Opbrud. Birger ruskedes vaagen, og Regningen forlangtes. Flyge og Grossereren delte Udgifterne. Det øvrige Selskab syntes ikke at skænke dette Spørgsmaal en Tanke. Da man kom ud paa Gaden, havde en tæt Taage lagt sig over Byen. Husene paa den anden Side af Gaden skimtedes kun utydeligt som døde, sorte Masser.
Da Mikkel kom ind i Kirken, fornam han Røgelse, Kirkerummet stod i sin Højhed, de tunge Kvaderstene syntes at spille og spinde dunkelt, det var Orglet, der tonede sagte; der gik som en Lydtræk oppe under Hvælvingernes Mørke. Kun faa Lys brændte her og der paa de festlige Altre.
Men den var da saa altfor pæn til Dagligbrug, syntes han. Men nu kunde den jo staa med sin Sølvplade-Inskription til dem hjemme, der kom efter ham ... Spirbakken er Navnet paa den høje Klitformation med Baaken, som rejser sig en Milsvej sønden for Gammel Skagen. Ingen Mennesker bor her, et uafbrudt Øde hersker til alle Sider.
Her slog en anden Ting mig: Nikola syntes at være lige saa godt kendt paa dette Sted, som han var i Shanghai, og saa snart vi naaede Flodbredden, kaldte han paa to Jinrickshawer, og Kulierne førte os uden at spørge videre til en vis Hr. Williams i den europæiske Koloni. Williams' Hus var temmelig lille og bygget paa den sædvanlige Maade.
Han trykkede sit hede Hoved ned mod Skrivebordets Kant og satte sig et Øjeblik paa Stolen. Saa lod han sig langsomt glide ned paa Tæppet og laa og krammede om Sofaens Ben. Han syntes, han slugte Skrigene, Dødsangsten ophobede i hans Bryst. Og hvis han nu opgav det, hvor skulde han saa gaa hen? hvis han nu ikke turde? hvis han kastede Byrden fra sig?
De gik atter videre, hvert Øjeblik forberedt paa det værste. Men der skete intet. »Hvad er det for en Fyr? Saa Du ham rigtigt?« »Næ men « han vendte sig atter ... og udstødte et Skrig af Forfærdelse. Lige bag ved gik en skummel Fyr, mindst 6 Fod høj, syntes han, og klædt i den afskyeligste Fangedragt. Synet var tilstrækkeligt. Vennerne løb af Sted, alt hvad de kunde. Fangen bag efter dem.
Det syntes virkelig, som om han meente det alvorlig med hint Venskab og Broderskab, som vi igaar paa Andrea Margrethes Opfordring havde tildrukket hinanden, thi ligesaa frastødende og ubehagelig som han tidligere havde været mod mig, ligesaa forekommende og venlig var han nu, og uagtet det var ham umuligt ganske at afholde sig fra at modsige mig, saa gjorde han det dog altid paa saa skaansom og eftergivende en Maade som muligt, saa at i de sidste Dage, vi tilbragte i Nøddebo, vare vi ligesaa hjertelige og broderlig stemte mod hinanden, som vi altid vare det hjemme paa Vestergade.
Dagens Ord
Andre Ser