United States or Lesotho ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og saa var der ogsaa det, at hun bar sit graahvide Haar sat op i lutter smaa, stive Krøller det ganske Hoved over. Malet i Fløjelskappe og med Fjerbaret vilde hun have lignet en stolt, gammel Raadsherre!
Den Doende rallede hojere: -Ja, Max, ja, gor det saa ondt? gor det saa ondt? Han blundede igen og atter vaagnede han. Ude steg Kanonernes Lyd som et rullende Vejr. Men om Sengen var der dog som forunderlig stille. -Loft ham, loft ham, hviskede Moderen selv holdt hun hans Haender. Hvor hans Aande blev svag og hans Haender stive. -Annie, Annie, hviskede han ganske sagte. -Ja, Max, ja.
-Men de maa skiftes, sagde Moderen: før de falder. Den hvide Sne fra Blomsterne var begyndt at falde ned paa Dugen. -Men, sagde Marschalinden, der var færdig med at tænke paa Blomsterne og vendte tilbage til "Gaarden": -Jens var dog bedst tilhest. -Ja, hvor han sad, med strittende Ben og Øjnene stive i Hovedet.
Munden lukkede sig med et Suk det unge Hoved faldt helt tilbage. Saa sank Fru Appel med et Skrig ned over sin livlose Son. Tine trykkede hans Ojne til. Fru Appel satte sig igen, og hun begyndte at klappe hans Haender, der var stive, og hans Ansigt, der var koldt laenge. Time paa Time. Tine havde rejst sig. Langsomt gik hun bort fra Sengen: hun vidste ingen Trost.
Ja man kunde rigtignok have ondt ved at kjende Præsten, thi hele den stive Høitidsdragt passede saa lidt til hans daglige ugeneerte Væsen. »Ja hvad gjør man ikke for Kone og Børn!« sagde Præsten, idet han trak i de stive Manschetter. »Nu synes jeg ellers det var paa Tide, at vore Gjæster indfandt sig.«
Saaledes ogsaa med Folket, man personligt lærer at kjende. Istedetfor den ubevægelige, stive Maske, dannet af de historiske Fænomener, seer man et levende Ansigt, paa hvilket hver sjælelig Bevægelse spejler sig med forskjelligt Udtryk. Intetsteds slaar dette Billede maaske bedre til end netop for Frankrigs Vedkommende.
Mine Fingre vare ganske stive af Kulde, og mine Fødder vare som to Istapper, jeg ønskede af ganske Hjerte snart at naae til Nøddebo, men endnu var der intet Spor deraf at see.
Hun saa, hvorledes de dansendes Øjne rettedes mod de to, hvorledes Mændene smilte skælmsk, og hvorledes Kvinderne saa og kun saa. Og hun følte, hvorledes Øjnene nu og da vendte sig mod hende, og at Mændene da smilte haanligt, medens Kvinderne saa og saa, men ogsaa i deres stive Ansigter var der Haan.
Men Knøsen sagde ingen Ting. Han følte sig saa uendelig hjælpeløs overfor disse stive, urokkelige Bogstavsrækker og overfor Menneskene og sig selv. Han kunde ikke. Nej, han kunde ikke. Og hans Ansigt faldt ned mod Bogen, og han græd, græd, til han ikke kunde mere. Og da han endelig holdt op, vidste han ikke, hvorfor han havde grædt. Men fra den Dag var han ogsaa bange for Bøger.
-Lille Tut, blev Schrøder ved, lille Tut ... hvordan er 'et? Men Ida svarede ikke, og forskrækket foran det blege og stive Ansigt blev Schrøder kun ved at nævne det gamle Kælenavn: Lille Tut, lille Tut; og førte Idas Hoved frem og tilbage, frem og tilbage, som vilde hun, angst, ryste Taarerne ud af hende: -Jeg har sagt til om Vognen. -Tak.
Dagens Ord