Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 21. juni 2025
Jeg husker ganske tydeligt en gammel Kone, der stod og skænkede Kaffe, pludselig sige til Ananias: „Ak, kære Ananias, jeg har forgæves stræbt dig efter Livet som forgjort Sæl; men hver Gang jeg skulde dræbe dig, kom min Søn mig altid i Vejen i en Hajs Skikkelse; og saa turde jeg ikke nærme mig. Ikke sandt, forholder det sig ikke saa?“ sagde hun saa, henvendt til Sønnen, og han nikkede til Svar.
Mikkel gik lige paa og sad snart bredt bænket i en Landgaard ude ved Søerne, et lyst Sted, hvor man satte fulde Retter frem for ham uden Omsvøb og uden at helde gudsfrygtigt med Ørene. Manden skænkede fraadende Øl i Kruset til ham og følte sig oplivet ved hans Besøg. Her kom der nok ikke lærde Folk til daglig i Guds Navn, Mikkel skrev sig det bag Øret.
Han skænkede aldrig Mad og Drikke en Tanke, før det blev sat frem for ham, han var altid ens klædt, og saa upraktisk, som vel muligt, og gjorde Indtryk af at være aldeles ufølsom for Varme eller Kulde. Hans lange Arme og Ben kom altid i Vejen for ham selv og alle andre, saa at det saa ud, som om han endnu ikke havde gjort sig fortrolig med disse Redskaber og deres naturlige Anvendelse.
-Aa, her er saa lunt og dejligt hos Jer, sagde hun; hun var kommen ned i en Gyngestol og vuggede frem og tilbage med "Proppen" paa sit Skød. -Naa, sagde Olivia, der skænkede The i Spisestuen. Hos Jer er der nu osse en Mellem-Temperatur. Værs'go. Olivia satte Theen paa Hjørnebordet; Saa, sagde hun og placerede sig selv i Sofaen: Og nu vil vi ha' Ungerne ud.
"Nu begynder det virkelige Eventyr," sagde Nikola og skænkede sig en Kop Kaffe. "Klokken er tre Kvarter til fem nu. Vi vil hvile os en halv Times Tid og saa gaa ned til Havnen og komme om Bord." Saa snart vi havde endt vort Maaltid, satte vi os i Lænestolene og tændte vore Cigarer.
Den kendte Livet. Vidste, hvad det var for noget Skidt. Og den nøjedes med lidt. Med ganske lidt. Ganske forsigtig skænkede han sig et Glas endnu og drak ogsaa det. Herregud. Hvor havde han dog ondt af den Ungdom. Hvor havde han dog ondt af den Ungdom.
Men undertiden, naar han efter Taflet med et "Velbekomme Mis" kyssede hende paa Kinden, kunde Hendes Højhed et Nu skælvende trykke sig krampagtigt ind mod Broderens Skulder; og Arveprinsen saa' efter hende, mens hun gik over Gulvet og stille skænkede Kaffen og bragte den til Hans Højhed Hertugen.
Han tog en af de halvfulde Flasker og skænkede Vinen op i et Vandglas. "Drik," sagde han. William tog Glasset og førte det op til sine Læber ... "Naa drik," sagde Høg barsk, "drik." Han skænkede for sig selv: "Vi har godt af det," Han stødte sit Glas mod Sønnens: "Naa, godt Mod," sagde han. William var til Mode, som skulde han dø, mens han drak.
Det var Søndag, og Frøken Mascani havde været paa Næsset siden om Formiddagen. Hun var kørt hjem med Herskabet, der havde været til Førstegudstjeneste. Og skønt hun var fyldt de nitten Aar, morede hun sig fortræffelig sammen med Karen og Frøken Jansen. Og saa snart hun var hjemmefra, skænkede hun ikke de ulykkelige Forhold i Præstegaarden en Tanke.
Saa nikkede hun og skyndte sig af Sted. Inde i Stuen begyndte Katten at mjave. Ka' han lugte Kaffen? sagde Maren med kælen Røst. Nu ska' han faa en Koppe. Og hun skænkede to Kopper Kaffe, een til Katten og een til sig selv.
Dagens Ord
Andre Ser