Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 18. juni 2025
-Skinsyg? sagde Moderen: Nej. For at være skinsyg, synes jeg, maatte man sammenligne sig med de andre. Marschalinden lo igen: -Og det er aldrig faldet Dig ind? Der gled et Smil over Moderens Ansigt: -Nej, aldrig, sagde hun. Marschalinden blev et Øjeblik ved at se paa Moderens dejlige Ansigt. Saa sagde hun til Faderen: -Stella er vidunderlig.
-Ja, da Du løste dem og de satte over Vænget alle seksten, ind i Rugen, og de sprang og de aad og de vrinskede og de fløj, og Stella stod midt i hele Rugen og skreg og svingede med sit røde Sjal som en besat, da Papa kommer rendende med Stamherren. Marschalinden var helt udmattet af Erindringen.
-Saa løber jeg ind til dem, sagde Marschalinden og kyssede atter Tanten paa Panden, før hun gik. Selskabsfrøkenen havde i den lille Dagligstue sat sig til sit Arbejde, tæt bag den aabnede Dør. Hun syede mange og smaabitte Klude, skrabede til Hobe rundt i Huset, sammen til store Tæpper, Klud til Klud.
Og Marschalinden begyndte i et konverserende Tonefald at tale om sin Rejse og om Wien, og pludselig sagde hun. Dig har jeg Hilsner til, Onkel Hvide, og hun nævnte et Par store Kolleger i Østrigs Hovedstad. Excellencen sagde: -Slaar de ihjel endnu? -Ja.
Marschalinden sagde, idet hun slog lidt ud med sin Lorgnon og paa Forhaand smilede ad de Ord, hun vidste maaske ikke vilde blive forstaaede: -Det Geni, der nu lyser paa hans Ansigt.
-Sikkert, sagde Ministeren, og lidt efter sagde han, idet han saá udad Vinduet: -Denne gamle Mand er oprigtig som en Fortvivlet. Fru Harriette drejede hastigt Hovedet om mod Ministeren: -Ja, sagde hun og nikkede. Og de talte ikke mer, før Ministeren stod ud. Da Vognen atter kørte videre, førte Marschalinden pludselig hastigt Muffen op mod sit Ansigt: hun brast i Graad.
Og, da der forløb nogle Øjeblikke, uden at nogen talte, begyndte hendes Naade at tale om Biskop Martensen, mens Georg paa Bakken bragte to Visitkort, der var afleveret hos Portneren, og Marschalinden sagde: -Tante, kan jeg faa lidt Frokost hos Dig? Paa et Blik af hendes Naade sagde Georg bukkende: -Hr. og Fru Hvide er lige ved at gaa tilbords.
-Du sprang jo ned fra Vognen, ligesom Jens slog Døren i ... og badus var Kjolen i to Flænger ... Marschalinden lo og lo. Moderen maatte ud paa Gulvet for at vise, hvordan de havde slæbt, de to Flænger. -Det var græsseligt, sagde Fru Harriette og, pludselig pegende paa Bordopsatsen, spurgte hun: -Hvad er det for Blomster? -De er vist fra Aalbygaard, sagde Faderen. -De er dejlige.
-Ja, sagde hun og lukkede med ét sine Øjne: -Hvorfor skulde det vel blive anderledes? Begge tav ved Siden af hinanden, mens Vognen kørte frem gennem Gaderne, til den holdt og Marschalinden steg ud. Moderen blev siddende i Vognen. De tunge Laag faldt halvt ned mod hendes smerteligt stirrende Øjne. Fru Harriette kom tilbage og de kørte igen, da Moderen halvt raabte: -Dér er Hans.
Og de begyndte at tale om dem alle dernede, om Præsten og hans langbenede Datter; om Godsforvalteren og de rødhaarede Pigebørn, som altid gik i éns Kjoler, syede af ét Stykke, og Alléen, der gik op til Gaarden og hvor de altid gik paa Stylter: -Herre Gud, sagde Marschalinden: gamle Anders-Lakaj, han er da død.
Dagens Ord
Andre Ser