Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 21. juni 2025
Saa traadte hun ned ad Stentrappen, der førte til Havet, og de satte sig stille paa Trinet, tæt ved hinanden. Havet lyste foran dem. Inderst inde spredtes Fosforglansen som et Skum af Stjerner i det mørke Vand. Ellen betragtede Carl, og mens hun tog hans Hænder og klappede dem sagte, sagde hun: -Jo, Carl, De maa blive lykkelig.
Men allevegne, hvor han er kommet frem, har det skreget imod ham, at der var Mennesker, som var ulykkelige og som sultede. Og paa en Gang er det slaaet ned i ham, at ude paa Markerne der var der Guld ja mere end Guld: der var det Brød, de skreg imod. Og nu vil han tage deraf og give til dem, der sulter ..." "Det er smukt." Journalistens Øjne lyste: "Ja er det ikke?
Man maa stride sig til den det er det eneste visse. Men det er netop den Strid, der er Livet. Og at leve det er Lykken." Han kunde se, hvordan hendes Øjne lyste imod ham. "Ja leve det," sagde hun, "leve det ... Men naar jeg nu er saa helt alene naar de Andre nu ikke gør andet end at holde mig tilbage ..." Hun rejste sig hæftigt op. "Jeg forstaar Dem saa godt, Frøken Anna," blev han ved.
Og støttet til Admiralen, hvis Emaillekors lyste i Skæret af de von Eichbaumske Kandelabre, gik hun, lidt besværligt, men dog rank mellem de andre Par, forbi Skærmbrædterne, over i Fru von Eichbaums Lejlighed, hvor Hr. Christensen begyndte at byde Kaffen om. Herrer og Damer talte højt, rundt omkring, i Grupper. Fru Mourier stod hos Fru von Eichbaum med hendes tørre Hænder i sine.
Da Moderen var ude af Døren, spurgte Anders hastig, og han rødmede derved: Fandt Du saa Minka? Hans saa vredt til ham: Ja, hun var paa Mosegaarden naturligvis; hvor skulde hun ellers være! Anders' Øjne lyste af Glæde: Aa Gudskelov da! sagde han. Derpaa vedblev han Jeg vilde ha' været ud i Aftes og ledt efter Jer; men Mor vilde ikke ha' det.
... "Snart taendtes der Lygter og Fakler, som lyste paa Kongens sidste Rejse, og Beboerne langs Vejen kappedes om at vise den Hedengangne den sidste AEre. Klokkerne ringede fra alle Taarne, og hver Gaard og hvert Hus til det fattigste havde Lys i alle Ruder. Paa mange Steder havde i den morke Nat samlet sig Grupper af tause Tilskuere...."
Mikkel Thøgersen trak sig ned i Kamret igen. Ove Gabriel stod nøgen paa Gulvet, færdig til at gaa i Seng, hans Øjne talte om Fuldbragthed, han lyste som en stille Vokskerte. Du er slemt mager . . . det er sært. Sjælen vil blive i dig, sagde Mikkel og smaalo tirrende, han saa op og ned ad Ove Gabriels Krop, der hang sammen som Skroget af en arm, udpint Kælveko.
De var mer end lykkelige, men ogsaa derved mindre, for naar de lyste med mange skjønne Aabenbaringer, saa fulgte der ogsaa nogen pinlig Selverkjendelse med som en mørk Skygge.
Du smiler! Troer du det ikke? Det kunde næsten lyste mig at prøve det Spil, om det ikke var at nedlade mig for meget. Bodil . For Himlens Skyld! Det er da ikke Frøkenens Alvor? Abigael . Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine Ord igjen! Bodil . Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til ham, at han er ingen taabelig Gjæk, omendskjøndt han er ung og munter.
Den unge Greve havde paa ny taget Plads foran sit Skrivebord: Ja, han var til visse træt af disse Kvinder, som saa ganske manglede Evnen til at opfatte det svælgende Dyb, der spaltede sig mellem en Kulturbærers sjælsfine Tilnærmelser og en tungvindt Kræmmersvends haardhændede Forlovelseserotik! Men der gaves jo ogsaa andre! Hans Øjne lyste, og hans Pulse bankede: Ægtehustruerne! Konerne!
Dagens Ord
Andre Ser