United States or Barbados ? Vote for the TOP Country of the Week !
William følte Blikket bag Guldbrillerne paa sig, han kunde næppe tale, stammede lidt. Men endelig fik han Lyden frem: "Jeg takker Hr. Etatsraaden," sagde han og gik henimod Døren. "Og jeg haaber at se Hr. Høg en anden Gang." Da William var gaaet, gik Etatsraaden hen til Vinduet. Han saá efter William i Gadespejlet, lige indtil han var drejet om Hjørnet.
Huit ... huit ... Bum ... bum! Det gaar lige saa stærkt, som jeg kan lade. De snurrer forbi Bøssemundingen. Et Øjeblik har jeg Hold paa dem, men før jeg faar trykket af, er jeg bag ved. I en Indhegning staar nogle Plage og ser til. Naar Haglene piber dem for tæt om Næsen, springer de i Vejret og galopperer afsted, saa det dundrer i Jorden. Ved en Mose gaar en Kælling og rejser Tørv.
"Charlie har lige telegraferet, at han kommer i Aften," sagde hun til sidst. "Hvor det er rart for Dem," sagde jeg, "saa kan De faa hans Hjerte til at banke." "Det er i Virkeligheden meget ubelejligt, og jeg vil gerne have, at De skal være elskværdig imod ham og more ham og drage hans Opmærksomhed bort fra mig som en sød Pige, Evangeline," kurrede hun. "Hvor Vejret dog er dejligt i Eftermiddag!
Emmanuelo de las Foresas turde sige, han havde forstaaet en Del i sine unge Dage. Og han havde endnu rigtig rare Fingre, rigtig gesvindte Fingre. Det var Kunsten med Knappenaalen, Tæppet og den fine Silketraad, som svippede Kortet væk lige for Næsen af Bankøren. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort Kunsten i Baden, i Baden, mange Gange. Han vilde prøve, om han kunde endnu. -Ja, prøv Fa'er.
Han mærker et stærkt Ryk i Pisken, vender sig om, ser intet, men opdager, at Pisken staar stift i Vejret, som om nogen trak i den. Han er lige ved at slippe sit Tag, men snor et Stykke af Snærten om sit Haandled og rykker den saaledes løs igen.
Hvor jeg har været en Pjalt al denne Correcthed og Ædelmodighed og Omsorg for, at Vind og Sol blev skiftet lige det var jo ikke Andet end Skalkeskjul for Mangel paa Villie og jeg lod mig imponere dertil af ham.
Tjeneren kom forbi med Isen, William flyttede sin Stol længere ind for at give Plads, kom saa til at røre ved Margretes Fod. Lige i det samme saá han paa hende, hun laa stadig lænet tilbage, rød i Kinderne. Hvor var de fløjlsbløde helt dunede. Hun rørte sig ikke. "Aa, hvor det køler," sagde hun til Gerson, som viftede hende, bøjet mod hende.
For at sige Sandheden, og den kommer jo dog en Gang frem, hvor meget jeg saa prøver paa at hindre det, jeg holdt Skinnet ved lige, og skønt jeg laa tilbagelænet i mit Køretøj og røg min Cherut med fyrstelig Mine, var jeg mig dog pinlig bevidst, at naar jeg skulde betale den Køretur, saa vilde min Kasse neppe overleve Slaget.
Ligesaa vægelsindede de var i Danmark lige saa forstokkede. København lod sig belejre i et Aar.
Dagens Ord