United States or Mauritania ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Kan du naa dit Jernskab endnu, sagde Excellencen og lo, idet han slog til Krykkestokken, der stod lænet til Vindueskarmen. -Du gør altsaa Forretninger endnu? Konferensraaden løftede sit Øje mod ham. -De, der ikke er afviklede, sagde han; blandt andre dine.
Hans Excellence tav et Øjeblik: -For tredive Tusind, sagde han og virrede med sit Hoved. Man hørte Urets Dikken. Konferensraaden svarede ikke, og Hans Excellence sagde uden at se paa ham: -Du maa forstaa, det er nødvendigt.
Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor han havde glemt ham for et saare muntert Selskab med Brodersen og Blom i Spidsen der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde spise godt til Middag. Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den anden Prioritet i »Victoria« og alt dets Iventarium.
De hørte Konferensraaden, der vendte tilbage gennem Haven, og Fru Brandt, der gik inde i Sygeværelset. Nu satte hun sig, ved Fodenden af Sengen, med de brede Kappebaand frem over Brystet, som vilde hun spærre. Der lød nogle sagte Trin inde i Dagligstuen, og Fru Brandt stod op. Det var Fru Lund, der kom listende og standsede ved hvert Skridt.
-Han skal aldrig mere ind, sagde han og Tungen slog frem af hans Mund for hvert Ord. -Det sker jo som Konferensraaden vil, sagde hun og, da hun tog Krykken ud af hans Haand, følte hun, han dirrede endnu. Hun betragtede ham fra Siden, som han sad dér i Lyset og hun havde nøjagtig det Blik i sine Øjne som Excellencen havde, da han betragtede sit Ur, mens han følte hans Puls.
-Nu skulde Konferensraaden hvile, sagde Frøken Erichsen og gjorde sin Haand løs. -Nej, lad Hansen komme ind. -Nu, Hr. Konferensraad? -Ja, det haster. Frøken Erichsen gik over Gulvet og aabnede Paneldøren: -Hansen, kaldte hun og lukkede atter Døren.
-Og mine Roser, sagde hun: Gud véd, hvordan det gaar til jeg synes dog, de stod saa godt, og der bli'er ikke andet end Knopper af dem ... Og de paa Kirkegaarden, som staar saa rigt, dem vilde jeg dog nødig bruge i saadan en Anledning ... Fru Lund kunde saa godt faa, hvad Fru Brandt havde. Men det var jo ikke meget. -Aa, Gud, sagde Fru Lund ganske lettet: Konferensraaden ser nok mest paa Viljen.
Det bankede oppe i Loftet, det var Konferensraaden, der kaldte oppe fra "Etatsraadindens Stue"; han kom ikke op af Stolen mer og kaldte saa ved at banke med sin Stok: -Naa, er det Dig, lille Ida, sagde han. Er de nu alle ude? -Ja, Hr. Konferensraad. Alle Gæster paa Ludvigsbakke maatte ud i Luften.
Ida smurte selv med en Kniv uden Egg: Man maa vænne Børn, sagde Moderen: de har godt af det. -Skaal, Forvalter, sagde Skovrideren, og de talte om, naar Konferensraaden kunde ventes. Det blev næppe før om et Par Maaneder, i Slutningen af Juni. -Naar det kønne er af Skoven, sagde Skovrideren. Efter Bordet skulde Ida i Seng. Faderen tog hende op paa sit Knæ, da hun sagde Godnat, og lod hende ride.
Hun løb to Gange hen og kyssede Schrøder paa Haanden, uden at sige et Ord ... "Herskabet" skulde i Skoven paa to Vogne og var svunget ud af Indkørselen, mens Konferensraaden sad midt i Ungpigevognen som en Bisp. Fru Brandt gik over til Hovedbygningen med Stedets Avis. Schrøder stod i Fadeburet, hvor hun havde pakket Madkurvene.
Dagens Ord