Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 26. juni 2025
Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort. Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort. Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud. Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre?
Thi han fortæredes, i Begyndelsen havde han skruet sig op, fantaseret en Del af sin egen Ild, men Evas Klogskab kastede bestandig Brændstof til Flammen, ny Brand ny Brand. Han længtes, naar han ikke var hos hende, og han var ikke tilfredsstillet, naar han kom til hende.
Det var hans Ansigt, hans magre Kinder, hans Ørnenæse, hans haarde, blaa Øjne og hans tynde, fastsluttede Læber, der bibragte mig Følelsen af, at dette ikke var noget almindeligt Dusinmenneske. Han havde rynket Brynene og han kastede et saadant Blik paa stakkels Bart, at Kortene et for et gled ud af hans lammede Fingre.
Men neppe var jeg færdig, før han kastede sig ned paa en Stol ved Siden af mig og brød ud i en høi Latter. »Ha ha ha! nei det er mageløst! ha ha ha! nei Nicolai! Du er glimrende! ha ha ha!«
-Og han kastede sig ned paa den opblødte Jord og rev i Snavset med sine fortvivlede Fingre, mens han hulkede og græd og bad ... og atter rejste sig op og laa paa sine Knæ og skreg: -Lille Gud nej lille Gud; som et Barn raabte han: Du lille Gud.... -Og der var ikke noget at sige eller at trøste, sagde Sundt: han skulle jo rykke ud.
Han gik tungt op ad Trappen og aabnede Døren til Garderoben og kastede sig paa Gulvet, plat ned. Han sov, hulkende i Søvne. Der gik Trækninger gennem hans store Legeme. Da han vaagnede, var det Dag. Han satte sig op, hele hans Krop smertede. Saa saá han Battys Tøj, der hang fra igaar over Stolen. Det gav et Ryk i ham af Smerte. Han saá paa Spejlet. Uhret hang i sin Kæde og var gaaet istaa.
Den mindste af Konerne, firkantet og mild at se til, løftede Dækket bort fra den Dødes Ansigt: Og nu ligger han stadig og griner ... sagde hun Monstro han vil blive ved med det til han raadner? Den første kastede et kyndigt Blik ned paa Onkel Frantz, der laa rødmusset og smilende, som under en munter Drøm. Det lader sgu til det! sagde hun Nu er det li'som Fniset sku' briste ud af ham.
Ambrosius . Gjør I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig? Abigael . Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa kastede I den vel bort? Ambrosius . Nei. Abigael . Hvad gjorde I da med den? Ambrosius . Jeg ... Abigael . Naa? Ambrosius . Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte jeg den. Abigael . En Grav-Skrift? Den maa I lade mig høre.
Hermed var imidlertid ogsaa Pilgrimsfarten væsentlig til Ende. De mest Andægtige overværede endnu Messen, under hvilken Kisterne atter hejsedes op paa deres Plads i Loftshvælvingen og kastede sig i det sidste Øjeblik over Relikvierne.
Da for alt Blodet mig til Hovedet, Spydet vendte sig i min Haand, saa Bladet pegte mod ham; jeg troede ikke, jeg kunde holde det, lukkede allerede Øjnene for ikke at se det, der vilde ske. Da var det, som en stærk Haand greb min Arm og holdt den tilbage, og med et blev jeg rolig, saa, hvad det var, jeg var i Færd med at gøre. Saa kastede jeg Spydet fra mig og gik herhjem."
Dagens Ord
Andre Ser