Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 4. juni 2025
Han havde uden Tvivl søgt Ly for Uvejret i en eller anden Krog. Jeg tog Jernstangen fra Vinduet, trak Stenene ud og gav min Kammerat Tegn til at krybe igennem Hullet. "Jeg følger efter, Oberst!" sagde han. "Vil De gaa først?" spurgte jeg. "Jeg ser hellere, at De viser mig Vej." "Kom saa lige bag efter mig, men kom stille, saafremt De har Deres Liv kært."
Hvorledes det er lykkedes Dem at slippe igennem, gaar over min Forstand, men saafremt Deres Kammerat ikke havde haft mere Omløb i Hovedet end De, vilde hele min Felttogsplan være røget i Lyset. Kan De da ikke se, Klodrian, at dette Brev indeholdt falske Efterretninger, og at det var beregnet paa at føre Fjenden bag Lyset, idet jeg bragte en hel anden Plan til Udførelse?"
Men saa blev han grebet af en ubændig Glæde. Han styrede sig ikke; han lo og sang. Han fjantede med en søvndrukken Kammerat, snakkede og vidste ikke selv, hvad han sagde. Paa Gangene drev han rundt og sparkede til Støvlerne, saa de fo'r. Han gik endelig op; han klædte sig af med en egen Festlighed, og sirligt lagde han hvert enkelt Stykke ved Sengen og gik til Ro. Saa stille laa han og smilede.
Vi Officerer var blevne anbragte to og to i Cellen, og min Kammerat var en lang, tavs Fyr ved Navn Beaumont af det lette Artilleri; han var bleven taget til Fange af Englænderne ved Astorga. Det er sjældent, jeg har mødt en Mand, som jeg ikke kunde gøre til min Ven, for mine Tilbøjeligheder og Optræden er som I kender dem.
Jeg kunde ikke se nogen af de Mænd med de sorte Hætter, som jeg havde ventet af træffe, men ved hans Side stod der to Mænd, der var klædt paa en helt anden Maade. Den højeste af de to var en midaldrende Mand, næsten helt skaldet, med et behageligt, men noget semitisk Ansigt, og med et kort, sort Skæg. Hans Kammerat, der øjensynlig var Hovedmanden, afveg fra ham i næsten hver Enkelthed.
Da min Kammerat imidlertid i den næste Landsby gentog det samme Spørgsmaal med det samme Resultat, kunde jeg ikke lade være at spørge ham om, hvem denne Baron Straubenthal var. "Han er en Mand," sagde Duroc, medens en pludselig Rødme fløj over hans ungdommelige Ansigt, "med hvem jeg har et vigtigt Mellemværende at ordne."
"All right, Kammerat," lo Harris, "dine Rejser har ikke forandret din elskelige Natur, ser jeg. Men fortæl mig nu, hvad du har taget dig til i de to Aar, siden vi skiltes. Det var jo fornøjeligt, pludselig og uventet at træffe dig her med et helt Selskab, som du saa venligt overdrog mig at føre ind i dette saakaldte Bolivia.
Han var endnu helt som bedøvet; pludselig revet ud som han var blevet af denne Dagkamp paa Livet, hen til en Kammerat, der imens havde lagt sig hen for at dø Erhard laa og saa paa ham med de syges store og vogtende Øjne: -Ja det kom jo pludselig, sagde han. Det vil sige nu det sidste kom jo pludseligt. De tav lidt.
Han holdt sig et Par Hundrede Skridt bag mig i nogle Minutter, saa kom der en anden hen til ham, og denne forlod straks efter sin Kammerat ved en Korsvej og fortsatte Marchen.
De gør som han, og idet De gaar ud, taber De denne Guldmønt, som om det var ved et Tilfælde" han gav mig nogle Penge "den ene af Mændene bøjer sig sikkert ned for at tage den op, og medens han gør det, skal og maa De gribe og kaste den anden til Jorden. Jeg skal være bag ved Dem og tage mig af hans Kammerat." "Det synes mig at være en fortvivlet Plan."
Dagens Ord
Andre Ser