United States or Slovenia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun var evig i Forretning: Det gik jo alt i et i disse Skraekkens Tider. Hun blev ved at neje, til hun var helt inde paa Sidevejen. Men Biskoppen trak Hovedet tilbage uden at have kendt hende. Foran ham korte Fru Appel. Hun sad alene paa et underligt, hojt Koretoj, mens Vinden tog i hendes lange Slor og loftede det hojt op over Vejen.
Han begyndte at laese halv hojt Beretningen om "Kongens sidste Faerd". Rundt i det stille Hus hortes der ikke en Lyd uden hans daempede Stemme.
-Aa, saa Gud ske Lov, aa, saa Gud ske Lov, sagde Madam Bolling og satte sig af Bevaegelse. -Og her er jo ogsaa nok at gore her, sagde Tine som for. -Aa ja er det ikke sandt? Aa saa Gud ske Lov ... Bolling, Bolling, raabte Madammen ind hojt og glad, vi beholder hende aa, jeg vidste det, aa, jeg vidste det, naar han lovede det. -Naa, min Pige, naa, min Pige, sagde gamle Bolling tyssende.
Rundt om i Stuerne kastede Officererne sig paa deres Senge, fuldt paaklaedte og dodtraette, mens de blev ved at tale fra Stue til Stue, hojt og glad Ude fra Vejen horte man Afdelingerne, der sang. Berg var gaaet ud i Tines Kammer. Der saa hun ham, da hun kom han sad foran den lille Ovn. Hendes skinnende Ojne blev fulde af Taarer, og han tog begge hendes Haender.
Hun gik saa rundt med dem i Lommen og ventede Dage, til hun kunde laese dem "i Ro". Og saa blev det oftest, naar Tinka var der, at hun med et tog dem op og laeste dem hojt. Inde i Dagligstuen begyndte Lieutenant Lovenhjelm at synge. Man horte Ordene helt herud: "Hej, Vaegter! Hvor skal Slaget staa?" "Oppe paa Hjornet af Aabenraa!" "Ih Gud bevares, skal den Sorg ramme det praegtige Pjaltenborg!"
Der var bare hendes Lommetorklaeder, og der bare Breve ... Hun blev staaende med Brevskuffen trukken frem paa Klappen og lo: -Det var Bergs Breve fra det forste Aar, de var forlovede ... Hun loste Pakken og bredte de store, blaa Brevpapirer ud paa Klappen og laeste, ved Taellelyset. Hun lo og begyndte at laese hojt: det var lutter Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte alt.
-Nej aa, nej, sagde Madam Bolling, og, idet ogsaa hun pludselig faldt ind i Tines Tone, skaendende eller hidsig, sagde hun: -Men det er vel dit Hjem dog derhjemme, og man kunde vel blot se dig. Tine svarede og de blev ved at tale hidsigt, om et Intet, der faldt for, hojt, saa man horte de skaendende Stemmer ud gennem Doren. Madam Bolling brod op.
Den Syge lo hojt og laenge gennem Larmen. -Vi vil se, hvordan Jorden braender ... Gud har sat Ild pa jorden, sagde han forklarende og holdt Lygten op foran Tinka, der rystede. Han gik ud Han vilde ikke stottes. Han loftede, staaende paa Trappen, den svinglende Lygte hojt, saa Lyset faldt over de Flygtendes Ansigter. -Kom, Fa'er, kom, sagde Tine, som vilde have ham bort.
Men Sangen tog paa igen hojt i den foraarsfriske Luft mens Folk og Born lob ud fra Gaarde og Huse med bare Hoveder og med svingede Huer: Nu skal vi nok atter med Projseren slaas, han skal ikke finde os bange; vi har jo dog viist, vi tor byde ham Trods, skont vi vare Faa mod saa Mange. Men heller en Kamp med et aabent Visir, end Raenker i Lon og en Kamp paa Papir.
Fremme over Bakkerne igen lyste Bajonetterne som Lyn, og langt borte horte hun de Hjemrykkendes Sang. Saa sang ogsaa de, der drog ud i kortere Stod. Tine vidste ikke, at hun selv sang med, hojt, fra Toppen af sin Banke. Hele Luften var fyldt af Soldaternes taktfaste Trin, Vaabnenes Klirren og Sang, mens Solen gik ned.
Dagens Ord