Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 26. juni 2025
Han tænkte paa, hvordan han skulde slaa Tiden efter Klokken seks ihjel, og hvor han skulde faa Penge. Det sidste blev snart et brændende Spørgsmaal. I Begyndelsen havde det været let nok. Han havde faaet Kredit. Naar man hedder Høg, er det ikke saa svært, og han havde været klog nok til at henvende sig til sin Faders gamle Handlende, hvor man saa at sige gav Erindringen paa Borg.
Den gør dog Aristokraterne til fødte Førere i Samfundets evige Strid: De føler baade Besiddelsens Lykke og dens Pligt. -Mener De virkelig det, naar De ser paa den Samling, der hedder vort Aristokrati?
Ambrosius . Kaste den bort! Ambrosius . Jeg takker Eder, naadige Frøken! Claus . Men jeg da? Siden der er saa godt Kjøb paa Blomster, at ... hm!... faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant? Claus . Jeg siger tusind Tak ... Hvad er det nu for en? Jeg kjender den saa godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet. Claus . Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk. Ambrosius , Jo, Hr.
Thi det hedder i et Skriftsted: "Se, jeg lægger i Zion en Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til Skamme."
Hans Lauritsen . Nu vel, saa faaer du seile din egen Sø. Mands Villie er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjør det, han vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for meget, Ambrosius! Gud være med dig og Farvel! Ambrosius . Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt? Hans Lauritsen . Visselig gjør vi det.
De har behandlet mig meget gentilt, og det er kun rimeligt, at jeg opfører mig paa lignende Maade imod Dem." "Tak," svarede Nikola. "Hvad har De saa at sige mig?" "Kender De en Mand, der hedder Wetherell?" "Ja," svarede Nikola; "han var Kolonialsekretær i Ny Syd-Wales til omtrent for et halvt Aar siden. Jeg har meget gode Grunde til at kende ham.
»Ellers hedder Manden Holst,« oplyste Præsten, »og er flink nok og mener os det godt.« »Han er et Guds Barn da?« Den Gamle var ikke helt beroliget. »Han bor ovre ved os,« erklærede Præsten, og saa syntes endelig den gamle Forbjerger saapas tilfredsstillet.
"Lad hende hvile i Fred." Der blev et Øjebliks tavshed. "Hvad vil De nu tage Dem for?" spurgte han lidt efter. Det var et dristigt Spørgsmaal. "Jeg vil være en Eventyrerske," svarede jeg bestemt. "En hvad?" udbrød han og hævede sine sorte Øjenbryn. "En Eventyrerske. Er det ikke det, det hedder? En Kvinde, der vil se Livet og maa gøre det saa behageligt, hun kan for sig selv." Han lo.
"De kender vist en Mand, der hedder Bruce, ikke sandt? Han har været ansat i kinesisk Tjeneste, og man siger, at han kan forklæde sig saa godt som Kineser, at selv Li-Chang-Tung ikke vilde anse ham for Europæer." "Ja," svarede jeg, "det er en gammel Ven af mig, og han er netop i Shanghai for Øjeblikket. Det hørte jeg tilfældigvis i Morges." "Bring ham til mig," sagde Nikola hurtigt.
Jeg blev ganske forskrækket over, at han turde tiltale min Broder paa den Maade, men opdagede snart, at Tiltalen gjaldt den ene Hest. »Hedder den Gamle?« spurgte jeg forundret. »Ja han gjør.« »Hvor gammel er den da?« »Aa han er endelig ikke saa gammel endda, men han er saa speculerende og falder gjerne i Tanker, helst naar han skal trække Vognen.
Dagens Ord
Andre Ser