Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 18. juni 2025
Oppe fra sin Loge fulgte gamle Fru Adolf Spændingen i Parkettets fremrakte Ansigter, mens Lionette drog Nourvady til Ansvar, stolt, ubønhørlig, Kongedatteren, som hun var, Ordene steg og dog talte de hviskende, holdt som i Ban af Tryllerummets Dæmring omkring dem talte de dæmpet og hæst: -Hvorfor har De fornærmet mig? hvorfor har De vanæret mig? -Fordi jeg elskede Dem.
"Høg," sagde han, ligesom om han kaldte. "Ja." William sled hans Arm at sig: "Ser Du da ikke, at det ikke nytter," sagde han hæst. "Nytter " William talte ikke mere. En Gang imellem rystede han paa Hovedet. Hoff var begyndt at gaa igen, men hver Gang, han drejede, saá han over til Høg med et ængsteligt Blik. Han syntes, det var saa besynderlig uhyggeligt.
Han rev Vinduet op: Er det Dig , Onkel Nils? Ja ... sagde Statuen hæst og rusten Hvad er Klokken, Børn, i denne forbandede Nat? Mona fik et nyt Latteranfald: Du maa gaa ud og faa ham ind, Palle! Ja ... ja ...! Hofjægermesteren skyndte sig i Klæderne. Men han maatte gennem Gaarden for at komme om i Haven; saa det tog Tid.
Og med et voldsomt Ryk tvang han Sønnen ned paa Gulvtæppet ved sin Side. "Bed," raabte han med hæst hvinende Stemme, "bed," og med Hovedet ned i Gulvet, helt udstrakt, mumlede han halvhøjt nogle forfærdelige Bønner, en grufuld Blanding af fanatisk Tilbedelse og skrækkelige Forbandelser. William laa paa Knæ: uden at turde rejse sig laa han med sænket Hoved og mumlede sagte.
Han var stakaandet, hed: de rugede Blik i Blik. Musiken holdt op: Hvor vi har danset, sagde han. Hun betragtede ham: hans Blik var muntert. Og hæst sagde hun, i det hun slap ham: -Nei, Carl, De har intet Mod. Og atter kom de lange Dage med triste Tankers Snefog over Sjælen. Og hendes Liv var en Flugt fra det, hvorom hun evindelig kredsede, en evig Spørgen om det, hvori hun ræddedes for begge Svar.
William aandede dybt; han aabnede Og lukkede Hænderne nogle Gange, som for ved en mekanisk Bevægelse at betvinge sit Sinds Oprørthed, og lidt hæst sagde han saa: "Jeg skal gerne rejse." Lægen saá et Øjeblik paa ham, som han stod dér med store Sveddraaber paa Panden og Munden smertelig sammentrukken under de hviskede Ord, og i et pludseligt Udbrud af Medlidenhed slog han ham paa Skulderen.
Høg bøjede sig ned og greb ham i Armen med et Jerntag: "Jo," hviskede han hæst, "nægt det ikke, I ler, ler alle for jeg er gal, gal gal er jeg blevet." Og med et pludseligt Skub stødte han Sønnen saa voldsomt tilbage, at han tumlede om mod Væggen. Smerten ved Slaget vakte William, den fysiske Smerte gav ham hans Sindsro tilbage. Han maatte først og fremmest ud, han maatte tilkalde Hjælp.
Man begyndte at spørge, hvad Ludvig Høg skulde blive til, og beklagede allerede hans Fader. En Dag kaldte Excellencen Sønnen ind i sit Arbejdsværelse, og der blev talt meget højt og længe. Fruen hørte sin Mands Stemme skrige hæst op og derpaa en stærk, langvarig Hulken. Det var ud paa Efteraaret, dette skete.
Dagens Ord
Andre Ser