United States or Slovakia ? Vote for the TOP Country of the Week !


. . . Hvad han sagde til det, Jens ja hvad skulde han sige? Han kunde jo ikke tage en Kæp og drive den bitte Herremand fra Døren. En mærkelig Ting var det nu, som han hængte ved hende. Nu gaar hun jo nede hos Faderen og gør Ansigtet langt efter ham, han har vel lovet at komme hjem med aldrig saa meget godt, at de kan faa hverandre. Hvem ved? Fruen paa Gaarden er ikke tilsinds, sandelig om hun er.

Hestens Hoved var dalet ned mod dens Forben, og Tømmen hængte den løst om Halsen. Ogsaa Kommandanten havde bøjet Hovedet; hans Arme hang slappe, og Staven var gledet ham ud af Haanden ... Aa Herregud, den gamle Don Quixote! sagde Fru Mona medfølende Tag ham dog, Palle, inden han dumper ned! Og Palle løftede leende Onkelen af Sadelen og bar ham ind.

Det varede noget før Fru Weldon var kommet saa meget til sig selv, at hun rigtig begreb hvorledes det hele hængte sammen; at hun virkelig var frelst, at det var Dick, lys levende om end svag og kraftløs, der laa foran hende, lænet imod Fætter Benedict og med Dingo for sine Fødder. "Dick, min kære Dreng, Dick er det virkelig dig?"

Men de kunde ogsaa flamme op og straale med en Ild som af sorte Diamanter i Maaneskin. Og han havde en egen dvælende Maade at slaa Blikket ned paa, at skjule det bag de lange, mørke Øjenvipper, idet han lod dem synke langsomt, stille, lydløst som Sommerfugle, der dør. Hans Haar var blaasort og blødt med en egen fed Glans i Skyggen og hængte i løse, bevægelige Lokker om hans Hals og Pande.

-Tre var der. -En sort og to blonde. Og alle drejede de Øjnene ind i Øjenkrogene og keg opefter. Nu var det den Blonde. -Naa, det er ikke til mig, sagde Moderen pludselig ganske højt. Hun havde sét Arkadia, der hængte langt ud af Faderens Vindu, ikke fire Alen fra hende.

Man tændte en stor, spækfyldt og vægekranset Lampe inde hos dem og satte frem for dem et Fad hugget Is, for at de kunde køle Munden, hvis de blev skræmte af Aandebesværgelserne. Inde i det store Hus var alle Lamperne slukkede. „Det aabne Øjehængte et gennemtørret Vandskind for Indgangshullet og begyndte sine Besværgelser, siddende paa Gulvet.

Paa Slaget ni ringede det, mens Jernklokken lød saa sært langt inde i Huset; det var Sønnesønnen: -Excellencen er hjemme? sagde han. -Ja, svarede Georg, og han hængte den unge Mands Tøj paa den samme Knage som igaar. -Du har skrevet, sagde den unge Mand og bøjede sit Hoved. Den Gamle vendte sig: -Ja, og Stemmen lød vredt: -Som jeg plejer. Man skriver og spilder Blæk, naar man ikke kan leve mer.

Og hun hængte dem op til Tørring. „Men hvad skal man da give ham at spise?“ Og saa gav hun sig til at rense et stort, rundt Træfad og gik siden ud for at hente Mad. Da han saa sig om i Huset, opdagede han, at hun havde hans tidligere Husfæller som Billeder i sit Hus, idet hun havde klistret Ansigtshuden op paa Væggen. Konen kom ind med en Pose med Bær.

Og hun tog hans Glas og næsten tømte det ... Om »Bummerten« talte de ikke. Inde over Herredsfuldmægtigens Arbejdsbord hængte et Par Kopier af Frøken Natalias og Frøken Bettinas yppige, skønne og levelystne Portrætter i Havslundegaards Havesal ...