United States or Luxembourg ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Aa, De skal nok faa det varmere « kom det forbitret. Gray fortsatte og rejste sig op: »Naa, naa, De skal saamænd ikke være bange for os. Vi skal ikke gøre Dem noget. Tværtimod vi har den største Sympati « Fangen lo og sprang to Fod i Vejret. »Ha a a a! Jeg er Jim-Slim, Dunde-Morderen! Jeg har myrdet ni Mennesker med denne min højre Haand, og I skal gøre mig Fornøjelsen med!«
De smed Randslerne. Det gjaldt om, at løbe saa hurtigt som muligt. Men Fangen lod Randslerne ligge og løb af Sted som de andre. Pludselig snublede Gray og rev Vennen med. Der laa de begge. Et Glædeshyl. »Naa endelig fik jeg Jer!« grinede Fangen og standsede forpustet. Gray rejste sig, men tvang sig med Overvindelse til at lade som intet. »God Dag! Puh, det er frygteligt varmt «
Roligt saa man Fremtiden i Møde, og i de følgende Dage hørte man intet til Sagen. Kapitel II. Gray og Lane, de to unge Kunstnere, skulde ud at gøre Studier i Marken og stod tidlig op. Vejret var fortrinligt, og Humøret var af samme Beskaffenhed. Næppe var de to unge Mennesker kommen udenfor Døren, før de var aldeles fordybede i Diskussioner om Kunst. Kun i ren Distraktion fik Hr.
Midt paa Armen holdt Ærmerne op, og en spraglet Skjorte besørgede Resten. Rædselsfuldt uhyggeligt! I en Fart trak Fyren en Revolver frem og sprang ind mod de to. »Hvad skal jeg nu gøre ved Jer ?« »Hvad De skal gøre?« Gray bevarede med megen Anstrængelse sin Koldblodighed, hans Stemme skælvede dog. »Lidt Penge har vi jo hos os ... De kan faa alt, hvad vi har.« »Penge føj!« Han spyttede haanligt.
Du drømmer jo, kære. Du er bange for Fangen. Kom nu gaar vi videre.« Lane var atter inde i sin kunsthistoriske Udvikling. Gray hørte opmærksomt efter en Tid saa #maatte# han vende sig om igen. »Jo Du!« Han greb Vennen i Ærmet. »Der kan Du se! Der kryber en Fyr efter os paa alle fire!« »Tys! Vær bare rolig!« hviskede Kameraten. »Lad ham for Guds Skyld ingenting mærke.«
Ved Bordet talte de videre om Sagen. »Er de paa Spor efter Fyren?« spurgte den unge Landskabsmaler Gray. »Nej, ikke det fjærneste ...« »Er Historien berettet Grev Campnell?« spurgte Kameraten videre og saa interesseret paa Kromanden. »Grev Campnell hvem er det?« »Detektiven! Kender De ikke ham?« Den Gamle smilede overbærende.
Gray Tid til at standse og tænde sin Pibe, som var gaaet ud, fortvivlet over al den lærde Snak. Han saa sig tilfældigt omkring i det dejlige Landskab ... og syntes pludselig, noget gled ned ad en Høj et Par Hundrede Alen borte. Men han havde ogsaa Solen lige i Øjnene, indsaa Bedraget i næste Nu og gik videre med Diskusionen.
Lidt efter vendte han sig dog atter instinktsmæssigt, og nu gav han et Skrig fra sig af Angst. Lane vendte sig om. »Hvad Pokker er der dog, Menneske?« lød det forbavset. Der var nemlig intet at se. »Ja, jeg ved ikke ...« Gray smilede lidt flov. »Men jeg synes ... jeg synes saa #bestemt#, der igen var et modbydeligt Ansigt, som kiggede frem over Højen derhenne.« De stod lidt og ventede ... »Snak!
Dagens Ord