United States or Saint Martin ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men da de første kom, mente de, at de skulde mere; og også de fik hver en Denar. Men da de fik den, knurrede de imod Husbonden og sagde: Disse sidste have kun arbejdet een Time, og du har gjort dem lige med os, som have båret Dagens Byrde og Hede. Men han svarede og sagde til en af dem: Ven! jeg gør dig ikke Uret; er du ikke bleven enig med mig om en Denar? Tag dit og !

En Maleriudstilling i Universitetsbygningen, hvortil Folk velvillig laante dem Billeder, og en Komedie af Hostrup paa Hoftheatret gav en ret god Indtægt; men der manglede endnu Meget, som maatte skaffes ved private Bidrag.

den dag skal den, som er Taget og har sine Ejendele i Huset, ikke stige ned for at hente dem; og ligeså skal den, som er Marken, ikke vende tilbage igen! Kommer Loths Hustru i Hu! Den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde Livet. Jeg siger eder: I den Nat skulle to Mænd være eet Leje; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage.

»Aa det var den dumme Slædesagde jeg med ilde dulgt Harme. »Ja De har Ret«, sagde Præsten, »det er nederdrægtigt, hvor disse Slæder kunde være ondskabsfulde. Se, hvor udspeculeert at vælte sig lige udenfor Porten, netop som De troer Dem i sikker Havn: det er formelig en raffineret Grusomhed.« »Jeg kan ikke begribe det«, tog jeg atter til Orde; »vi har kjørt saa udmærket hele Tiden

Og endelig Læsestuens Stamgæster, der hver Dag til nøjagtig samme Tid kom ind, fik deres Bog udleveret og satte sig til at gøre Optegnelser. Nogle af dem var Videnskabsmænd og Studerende for andre var Læsestuen kun et lunt Opholdssted, der var blevet dem en Vane og hvor de søgte en Afbrydelse i Dagenes Træghed ... I Biblioteket følte Flyge sig i Ligevægt.

Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som berettiger hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa man se hende i de store, kritiske Øjeblikke. Historien har vist hende i saadanne. Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op over almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke nødvendigt at gaa saa langt tilbage.

Vi saa frygtelige Hoveder ved Vinduerne, Hoveder, skæggede til Tindingerne, med sort, uredt Haar under Faareskindshuerne, og dumme, gabende Munde. "Hourra! Hourra!" skreg de og affyrede deres Karabiner, men vore Folk var inde i Huset og i Struberne paa dem, før de fik gnedet Søvnen af Øjnene.

Giv mig saa Olien, Marie, siger Katinka. Hun faar et Batteri af Flasker og store Skaale. Hvor den er tung, siger hun, hun kan næppe løfte den store Eddikeflaske. Hun smager og rører i Skaalene. -Nej, siger hun med ét og skyder dem fra sig. -Nej, jeg har ingen Smag mer. Hun sidder træt, med lukkede Øjne. Røde Pletter har bredt sig helt ud over hendes Kinder.

Det er ikke blot paa den aarlige Salon, at der indrømmes den store Koloni af udenlandske Malere lige Plads og lige Ret med de franske, de samme Udmærkelser og Belønninger som dem, i hele Pariserlivet gjøres der ingen Forskjel paa dem og paa Parisernes Egne. De taler et Sprog, der er universelt, de kan gjennem det bevise, at de fortjener Gjæstfrihed.

Han fandt ind i Frakkeærmet: -Eller vi fik slet ingen. -Men Ulykken er og Ulykken bliver og han talte sig hidsigere at Menneskene, de er kun nogle forfængelige Narre, som vil lade, som holdtes der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er ingen Orden paa deres Parringspladser . . . Byg enten flere Tugthuse eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i.