Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 26. juni 2025
Først da Jordemoderen fandt det passende at byde op til Afdansning, tømtes Malakiæ gæstfri Hus. Efter Dansen stod vi ude og „dampede af“, da en ældre Mand, min Ven Mikael Frederiksen, kom hen og slog mig hemmelighedsfuldt paa Skulderen. Han trak mig til Side og hvidskede, at Udstedsbestyreren havde budt os ind paa en Romtoddy.
Da Dansen var forbi, gav Baronen sig tilsyneladende rolig til at samtale med nogle af de omkringstaaende Gæster, klappede dem nedladende paa Skulderen og sagde, at de skulde bare hænge i med at more sig, Natten var deres egen!
Hans lange Arme svingede rundt som Møllevinger og drev de dansende tilbage, til de stod i en Kreds langs Stuens Væg og smilte og ventede paa, hvad der nu vilde ske. Der var ganske stille i Stuen. Alle saa paa Idioten og smilte. Men hun saa ham ikke. Da Dansen standsede, var det, som blev der pludselig taget en Tynge bort fra hende. Hun havde glemt den lille, røde Jente og huskede kun ham.
Solen gik ned, og henne ved Skovindgangen tændte man de kulørte Lamper paa Æreporten. Karlene drev af med Pigerne om Livet. Alle Bænkene langs Vejen var fulde. I ømme Stillinger sad de og kæredes forborgent. De begyndte at høre Musiken fra Dansepladsen og den summende Lyd af de mange Stemmer. -Nu skal vi træde Dansen, sagde Bai.
Hun trængte til at le, hun vilde være munter ... Hun gav sig til at tale efter den gamle Fru Harsdorff, saa alle lo høit; og midt i Koret hørte man hendes egen Latter over de andres, kort og rykvis indtil hun brød op og gik videre ... Dansen var forbi. Parrene kom ud og skiltes. Herrerne gik langsomt, med deres Chapeau-bas under Armen, sløie i Knæene og med hængende Skuldre.
Og med ét vaagnede han, og fornam atter Springvandets Lyd og Ellens Stemme, der igen var klar, skønt den skælvede. -Kom, Vilsac ... Giv mig Armen, min Ven Dansen er begyndt. Og de gik tilbage til Salene. -Bernstorf Bernstorf. Det er for voldsomt. Hvirvel i hele Salen. Unge Grev Bernstorf førte op. Ellen blev skubbet og stødt.
Det var lige ved Raadhustrappen, og da Døren gik op for Lyset, saa Axel, at Sigrid fulgtes med sin Broder og desuden en ældre Kvinde. Han hilsede ærbødigt. Axel havde ikke kunnet finde Sigrid, skønt han havde tænkt paa hende uafbrudt lige siden den Aften, de først saa hinanden. Nu vidste han ikke rigtigt, hvordan han turde være. Men Sigrid saa ham straks aabent i Ansigtet. De traadte ind i Dansen.
Han gav hende Armen og let fortumlede som Mennesker, der vaagner, gik de smilende hen mod Vilsac. Der skiltes de uden Ord, med et Haandtryk, der dvælede længe. Ellen stod lidt, og da hun pludselig saa, sagde hun: Hvor Salen er tom. Ja Grevinde Dansen er forbi ... Og de gik ind. Ellen havde næsten glemt, ved hvis Arm hun gik. Men hun saa med en Gang op: Hvor De er bleg, sagde hun.
Det var en lille, rød Jente, der havde faaet Tag i det og holdt det fast. Hun saa, hvorledes det lod sig holde fast, og at han smilte som overrasket. Dansen malede rundt og rundt. Han havde brudt Kæden og dansede nu bøjet over den lille, røde Jente, der smilte mod Gulvet.
De unge Damer fløi sammen i Krogene, kælne af Dansen, med hinanden om Livet ... Efterhaanden tømtes Salen ... Kun et enkelt Par blev ved at gaa frem og tilbage i sagte Samtale.
Dagens Ord
Andre Ser