United States or Albania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Utenfor de to smaa vinduer løp landeveien forbi huset, i hvis lille forhave roser og geranier og Kristi blodsdraaper blomstret uanfegtet av støvet, som pudret dem. Paa den anden side av veien løftet sig en naken bakkekam inde paa marken.
Helge tittet interessert i de daarlig oplyste vinduer. Det meste var vel juks, de skidne remser av grove hvite blonder, som hang der paa hyssinger, var det italienske kniplinger . Der var skaar og skrap av lertøi utstillet i støvete æskelaag og smaa giftgrønne broncefigurer, gamle og nye metalstaker og broscher med masser av stener, som saa uegte ut.
Så siger jeg, bare for at sige noget: »Det er mørkt i Deres Vinduer, ser jeg.« »Ja, da!« svarer hun livligt. »Pigen har også fået fri. Så jeg er ganske alene hjemme.« Vi står begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2, som om ingen af os havde set dem før. »Kan vi gå op til Dem, da?« siger jeg. »Jeg skal sidde nede ved Døren hele Tiden, dersom De vil . . . .«
Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg, at solen skinned som den plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg så menneskene gå på gaden og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke. Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom under en solformørkelse. GREGERS. Slig følte jeg det også, da mor var død.
Derover kom han ind i et virvar av mørke, trange gatestubber i den hemmelighetsfulde dunkelhet ante han gamle paladser med fremspringende takgesims mot himmelen, gitrede vinduer side om side med elendige rønner, smaa kirkefacader inde i husrækkerne. Fortaug fandtes ikke han traadte i mystisk avfald, som laa og stank i rendestenen.
„Godt!“ var alt hvad Sir Ralph svarte. Men der laa adskillig uttryk i det ene ord. Dale smilte da han la hørerøret ned. Det var en deilig eftermiddag Sir Ralph kom kjørende for at bese den nye flyvemaskine. Solskinnet strømmet ind gjennem de høie vinduer i den store hal hvor den stod opstillet, idet han kom ind sammen med Dale, Kerr og Longley.
»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var fuld dengang.« »Det var stygt af Dem!« Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig. Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste Vinduer i Numer 2. »Nu må De ikke følge med længer,« siger hun; »Tak for iaften!« Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og stod barhovedet.
Hvor en overetage av et høiere hus raket op over naboerne, stirret døde og mørke vinduer ut av rødgul eller graahvit væg eller de sov med lukkede jalousier. Men op av disen raket loggiar, de saa ut som stubben av et gammelt vakttaarn, og smaa lysthuser av træ og blik var sat op paa takene.
Jeg brugte ikke længer Klude om mine Hænder, når jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i alle Måder, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede havde fået min Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen.
Støjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, Fodgængernes Skridt lød sjældnere og sjældnere, og det blev omsider mørkt i alle Vinduer . . . . Jeg slog Øjnene op og blev var en Skikkelse foran mig; de blanke Knapper, som lyste mig imøde, lod mig ane en Konstabel; Mandens Ansigt kunde jeg ikke se. »Godaften!« sagde han. »Godaften!« svared jeg og blev bange. Jeg rejste mig forlegen op.
Dagens Ord
Andre Ser