United States or Guadeloupe ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da han vendte sig, greb hun for sig: Saa vidste han intet. Hun satte sig, Angsten havde gjort hende svimmel: Ja, sagde hun, jeg har sovet længe. Hun var endnu stakaandet: Og De har været ude at ride, sagde hun, saa tidligt. -Ja jeg vaagnede og havde alle Valsene i mit Hoved ... Saa syntes jeg, det kunde være ganske rart ... Der var deiligt paa Langelinie.
Ja, vil De tænke Dem, vi reiser til Prag i Aften, ja om et Øieblik. Men vi jager Dem ikke bort derfor. Tvertimod haaber vi, at De følger os lidt paa Vei. Iltoget holder jo nemlig ikke her, saa vi maa tage til Schandau, og det vil vi gjøre med Skibet, Veiret er jo nu deiligt. Saa kunde De gjerne gjøre den Tur med, der gaar Tog tilbage Klokken ni, Minna har allerede lovet det.
Deres trofaste Harald Fenger. Jeg lagde dette Brev sammen med det til Stephensen i en Convolut og sendte en lille Dreng over til Villaen med det. Det var et deiligt Eftermiddagsveir, varmt og stille. Tiden var allerede fremrykket. Jeg løb mer end jeg gik ned ad Bakken, hen ad Stien langs Smaahuse og Hækker og gjennem den lille Gyde imellem Havemurene, der mundede ud i den straalende lyse Elbdal.
»O hvor jeg er glad«, sagde Andrea Margrethe, »at det nye Aar er kommet. Det er ligesom Alting var blevet ganske nyt og jeg selv med det er mageløst at have Nytaar, ikke sandt Nicolai?« »Ja vist«, svarede jeg, »det er deiligt at faae Nytaar, det giver jeg Dem Ret i. Og tak for det gamle Aar!« »Ja Tak for det gamle Aar, det havde jeg jo nær glemt at sige.
Naar han nu, mens de sad paa Klitten under den store Parasol, fortalte om den svundne Tid, kunde han pludselig gribe hendes Haand og trykke den krampagtigt. -Men nu nu har jeg det saa deiligt. De blev tause, og bevægede lyttede de til Havets Sang. Vid og mægtig laa dets KæmpeFlade. -Længtes De da ikke? spurgte hun. -Længtes? Jo nu tror jeg, det var Længsel.
Men da de kom ind i Gaden ned mod Dæmningen sagde Carl: Aa han trykkede hendes Arm hvor det er deiligt at komme ud; og overstadig gav han sig til at løbe med Ellen under Armen henad Fortoget. Vi maa se, om der er Fosfor i Vandet! Ellen lo og lod sig trække ned med. Hans Overstadighed smittede hende. Hører De, raabte hun, hør Carl, Carl, det gaar ikke an. Hun brugte hans Fornavn uden at vide det.
Ja det var deiligt at være i Nøddebo Præstegaard, Alt var saa hyggeligt, og Alt, hvad man havde Lyst til, kunde man gjøre nei det er sandt, een Ting kunde jeg ikke: sove. Thi de Dage, som jeg tilbragte derude, vare saa indholdsrige, at jeg som oftest maatte tage et Stykke af Natten med for ret at tænke over dem. Saaledes ogsaa denne Nat.
»Ja lad os gaae ned og løbe paa Skøjter paa Fjorden«, sagde Andrea Margrethe, »for De kan da vel løbe paa Skøjter, Nicolai?« »Ja«, svarede jeg freidig; jeg vidste rigtignok, at jeg var ingen Mester deri, men hvor Andrea Margrethe og Emmy kunde færdes, der turde jeg ogsaa følge med. »Det var deiligt«, sagde Andrea Margrethe, »thi der er ingen af Deres Brødre, der kan.«
»Nei virkelig? o det er deiligt! jeg holder saa meget af Zwibler. Tak, Frederik, tak vi maae strax op og vise Mo'er dem, hun vil blive ligesaa glad som jeg.« »Vi ere ikke ved Præstegaarden endnu«, sagde jeg. »Saa De vil ikke give tabt endnu? ja lad os prøve een Gang til!«
Dagens Ord